Danmarks måske største og mest vellykkede offentlige digitalisering skrottes, og regningen på over en kvart mia. kr. årligt sendes til skatteyderne. Det er realiteten, efter at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har besluttet, at den succesfulde digitalisering af kontakten med de ledige skal stoppes og i stedet indføre samtaler med fysisk fremmøde i a-kasser og jobcentre per 1. august.

Tilbagerulningen til det rigide og gammeldags system med fysiske samtaler sker til trods for, at digitale samtaler gennem snart halvandet år med covid-19 har været en enestående succes, og et bredt flertal i Folketinget ønsker at bevare det digitale set-up. Set udefra er det ganske enkelt udtryk for dårligt politisk håndværk. Partierne på Christiansborg må få ministeren på andre tanker.

De ledige, a-kasserne og de kommunale jobcentre - alle aktører har været glade for de digitale samtaler, der har fungeret fra dag ét uden al det sædvanlige bøvl, som ellers kendetegner store offentlige digitaliseringsprojekter. At droppe et allerede gennemført og fremtidssikret digitalt samtalekoncept for at vende tilbage til et forældet system svarer til at droppe visionen om el-biler for at gå tilbage til produktion af dieselbiler. Det giver ganske enkelt ikke mening.

Et kæmpe nederlag

Det er et kæmpe nederlag for ministeren at sløjfe en digitalisering, hvor indsatsen langt bedre kan tilpasses den enkeltes behov. Tilmed har den ikke kostet skatteyderne en krone. I stedet pålægges de nu en udgift på op mod en kvart mia. kr., fordi de fysiske samtaler er så meget mere omkostningsfulde end de digitale.

Meldingen om at gå tilbage til de fysiske samtaler kommer umiddelbart efter, at Peter Hummelgaard i weekenden indgik en aftale med sit smalle politiske flertal bag Arne-pensionen (regeringen, DF, SF og Enhedslisten) om at give borgere, der har været ledige mere end seks måneder mulighed for at vælge digitale samtaler og dermed netop den fleksibilitet, som han nu fjerner fra størstedelen af de ledige. Det sker i erkendelse af, at der har været stor tilfredshed med digitale samtaler under Covid-19-restriktionerne, og som vil give en årlig besparelse på 39 mio. kr., fremgår det af aftalen.

Ministeren erkender selv, at de digitale samtaler virker og er mere effektive. Men da hovedparten af samtalerne med ledige ligger i de første seks måneder, sender ministeren reelt en regning på mindst en kvart mia. kr. direkte til skatteyderne, når han genindfører de fysiske samtaler og dermed siger farvel til en kæmpe effektiviseringsgevinst.

Markante lyspunkt under Covid-19

Aftalen om digitale samtaler efter seks måneders ledighed er forligsbelagt og skal derfor accepteres af forligskredsen bag såvel beskæftigelsesreformen (S, DF, V, RV og K) og sygedagpengereformen (S, DF, V, LA, RV, SF og K) og partierne uden for Arne-pensionsaften vil af gode grunde næppe stemme for, at effektiviseringsgevinsterne bruges til at finansiere Arne-pensionen. Det er helt elementær børnelærdom i Folketingets forligsskik, at de partier, som bruger penge på noget, ikke kan bede de andre partier uden for aftalen om at finde finansieringen.

Det er tragisk, hvis Arne-pensionen reelt kommer til at spænde ben for den effektivisering af hele beskæftigelsesindsatsen, som de digitale samtaler har vist sig at være gennem det seneste halvandet år. Jeg vil kraftigt opfordre ministeren til at genoverveje beslutningen. Alternativt bør partierne uden for Arne-aftalen fremsætte et beslutningsforslag, som tvinger regeringen til at bevare et af de mest markante lyspunkter under Covid-19-nedlukningen.

Nok skal vi vende tilbage til normalen før 11. marts 2020. Men det er meningsløst og uklogt at vende tilbage til noget, som er både dyrere og dårligere, end det vi har i dag. De succeser, vi har skabt under Covid-19-tiden, skal vi bygge videre på.

Digitaliseringssucces sendes i graven af Arne-pensionen