Jurist advarede tidligt mod adskillelse af alle asylpar

Allerede dagen før ulovlig instruks om adskillelse af asylpar, blev der advaret om at gøre det.

Det var mørkt og ud på aftenen i Justitsministeriet, da juristen Nina Holst Christensen 9. februar 2016 fik besøg af afdelingschef Lykke Sørensen fra Udlændingeministeriet, der ville høre, om man uden undtagelser kunne adskille alle asylpar, hvor den ene er mindreårig.

Det afviste Nina Holst Christensen, der er kommitteret og har den juridiske kompetence i forhold til menneskeret og EU-ret.

- Det er meget usædvanligt at få at vide fra en god kollega i et andet ministerium, at en minister ønsker at melde noget ud, som det ikke er muligt at gennemføre, husker hun, da hun vidner i Instrukskommissionen onsdag.

De var begge enige om vurderingen. Alligevel blev pressemeddelelsen sendt ud 10. februar og blev ikke fulgt op af andre skriftlige instrukser, hvorfor der blev administreret efter den.

Daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V) har sagt, at hun pressede på for at fjerne formuleringer om undtagelser.

Dermed var pressemeddelelsen ikke retvisende. Og da den blev til en instruks, som der blev administreret efter, var den ulovlig.

Samme dag og inden pressemeddelelsen blev udsendt 10. februar, kom Lykke Sørensen på ny forbi Justitsministeriet.

Nina Holst Christensen spurgte til, om der var behov for, at Justitsministeriet gik ind i sagen for at styrke embedsværkets position overfor Støjberg, der helst ville have en undtagelsesfri ordning.

"Løbet er kørt"

Hun husker, at Lykke Sørensen sagde, at "løbet er kørt".

- Uanset at Justitsministeriet gik ind over det, kunne det ikke ændres, at der ville blive meldt en ordning ud om, at nu skulle mindreårige asylansøgere adskilles på asylcentrene, siger Nina Holst Christensen.

Undervejs har det stået klart, at der ikke er et skriftligt spor på mange af de væsentlige beslutninger i sagen. Det skyldes, forklarer Nina Host Christensen, at de havde et uformelt forhold til hinanden, fordi de var tidligere kolleger.

Nogle dage efter havde de to endnu et møde, hvor de talte om den næste fase, som bestod i, at der skulle udarbejdes retningslinjer for, hvordan man vurderer, hvem der kan adskilles.

På mødet blev der talt om, at det var det næste, som embedsmændene i Udlændingeministeriet skulle diskutere med ministeren.

- Det bliver det næste, vi skal bakse med i forhold til ministeren. Til at få ministeren til at indse, at det skal kommunikeres, at der er nødvendige undtagelser, siger Nina Host Christensen, at der blev talt om.

Under Lykke Sørensens afhøring sagde hun, at embedsmændene i Udlændingeministeriet advarede ministeren om, at der skulle være undtagelser.

Ritzau

https://www.dksocial.dkartikel/jurist-advarede-tidligt-mod-adskillelse-af-alle-asylpar