DK Social

Lolland giver skilsmissefamilier digitalt hjælpeværktøj

KORT NYT20. MAJ 2021 13.03

LOLLAND: Med tilbuddet Samarbejde efter Skilsmisse, SES, vil Lolland Kommune yde skilsmissefamilier digital hjælp til at håndtere udfordringer, problemer og svære følelser, der kan opstå i en skilsmisse. SES er en platform, hvor der via computer eller telefon kan tilgås 18 forskellige undervisningsmoduler. Det skriver kommunen.

Med SES kan forældrene få adgang til materialer og metoder, der kan styrke deres samarbejde til gavn for deres børn og dem selv. Det er delt ind i tre dele, som er læring om "sig selv", "samarbejdet om børnene" og "børnene og deres reaktioner". Der er bl.a. hjælp til bedre forståelse for børnene, voksnes reaktioner, gode råd og konflikthåndtering.

Kommunen har givet tilbuddet, da der ses et behov for det i mange skilsmissefamilier. Det er et supplement til indsatsen på kommunens børne- og familieområde og skal være med til at forebygge konflikter, hvor børnene involveres. SES er baseret på forskning, og familier kan henvises til det af pædagoger, lærere, læger, psykologer, jobcentre og præster i kommunen.

mh

https://www.dksocial.dkartikel/lolland-giver-skilsmissefamilier-digitalt-hjaelpevaerktoej