Ulla Abildtrup:
De udsatte. Hvordan velfærden fordeles.
NYT Nordisk Forlag Arnold Busck
2013.

Journalist Ulla Abildtrup har i denne bog formået at samle tre markante videnspersoner, der fra hver af deres forskellige faglige og politiske positioner kommenterer og diskuterer aktuelle socialpolitiske problemstillinger. De tre personer er absolut ikke fru-hvem-som helst.

Der er tale om tidligere Børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen, forhenværende formand for socialrådgiverne Bettina Post og tidligere socialminister Benedikte Kiær. Alle tre med en betragtelig indsigt i socialpolitikken mange kringelkroge enten fra den politiske lovgivningsproces, det praktiske socialarbejde eller selvoplevede sociale hændelser.

Der er på lange stræk god samklang mellem de tre kvinders grundlæggende socialpolitiske holdninger, men der er så sandelig også betragtelige forskelle at spore - især i formuleringen af hvilke konkrete initiativer, der skal tages, hvis en forandring ønskes.

Det gør faktisk bogen både levende og nærværende. For der findes vel ikke et politikområde, der er fyldt med flere modsætninger og dilemmaer end det socialpolitiske område? Alle har en mening, og alle mener, at der skal finde en prioritering sted. Hvad den prioritering så konkret skal gå ud på, får man selv efter en grundig læsning ikke rigtig svar på.

Bogen kommer vidt omkring i det socialpolitiske landskab. Efter en præsentation af hovedpersonernes egen baggrund, der i sig selv er yderst interessant, bevæger man sig over i en generel diskussion af de universelle velfærdsydelser, der kendetegner Danmark.

Allerede her kan der konstatereres betydelige forskelle i de tre kvinders holdninger. Ingen ønsker de sociale ydelser afskaffet. Slet ikke, men holdningerne til niveau og tildelingskriterier er absolut ikke sammenfaldende. Det er også det, der gør bogen læseværdig, da mange løsninger netop er udfordringen. Der skal flere samtaler til, hvis et kompromis skal kunne findes. Man kan faktisk tage denne bogs diskussion, som et minikosmos på, hvad der foregår i Folketinget.

Diskussionen om social forebyggelse er også interessant derved, at alle er enige om det fornuftige i forebyggelse. Men der er fare for, at man kan umyndiggøre og klientgøre en række i forvejen udsatte mennesker, ved at fratage dem friheden til at leve det liv, som de selv ønsker.

Hvor går grænsen?
Temaet om virksomhedernes sociale ansvar er på alle måder underbelyst, og det er yderst tvivlsomt, om det reelt vil kunne eksistere på rene markedsmæssige vilkår.

Det er tydeligt, at der kommer mere liv i debattørerne, da emnet nærmer sig børn og unge. Vi kan ikke se dem, men mon ikke at kinderne her bliver mere røde? Der kommer i hvert tilfælde mere farve på debatten. Ikke mærkeligt, da alle tre har en betydelig, om end forskellig, indsigt og erfaring inden for børne- og ungeområdet. Fælles er dog deres meget store personlige engagement.

Her kan man også konstateres forskellige opfattelser. En af skillelinjerne er holdningen til tvang i behandlingerne. I sig selv en interessant diskussion, men lige så interessant er det at se, at der er forskellige holdninger til, hvornår en behandling kan betragtes som tvang. Igen et af socialpolitikkens mange dilemmaer. Et dilemma sagsbehandlere og især lokalpolitikere 'slås med'" til dagligt.

Det kræver faktisk ikke stor statistisk efterforskning at konstatere, at der er en betydelig negativ social arv i Danmark. Kapitlet er i høj grad præget af en gennemgang og diskussion af de meget alvorlige børnemishandlingssager, som har været meget synlige i det politiske mediebillede de senere år. Der er samtalekredsen rundt enighed om, at de mere medieorienterede freakshows ikke ligefrem har gavnet de misbrugte børn og deres familier.

Endnu et par dilemmaer dukker op i diskussionen. Hvordan får man afsløret disse sager uden øget kontrol, og hvordan kommer man i kontakt med de familier, der ingen kontakt ønsker?

Hjemløshed er et af de mest synlige tegn på økonomisk fattigdom, men hjemløshed dækker også ofte over socialpsykologiske og psykiske problemer. Især de unge bliver i disse år ramt af hjemløshed, og de offentlige hjælpesystemer lider svært under, at de typisk består af tidsbegrænsede projektmidler. Derfor er det også ærgerligt at konstatere, at når hjælpeprogrammer kommer godt i gang - og virker, bliver de lukket ned.

Prostitution er ikke et stort emne i denne debatbog. Den socialpolitiske dobbelthed dukker dog endnu engang op, når snakken falder på forbud eller ikke.

Intet let fix
Bogens mest fyldige kapitel handler om det frivillige sociale arbejde. Frivillighed i det sociale arbejde har eksisteret til alle tider, og vil forhåbentlig gøre det fortsat. Diskussion er med forøget kraft blusset op i kølvandet af, at kommunerne i stigende grad har haft sværere og sværere ved at få indtægterne og udgifterne til at nå sammen. Behovet for sociale ydelser er imidlertid stigende. Men der findes heller ikke her noget let fix.

Frivillighed er en væsentlig del af det civile samfund, og mange bakker op om det - især inden for den brede idræts område. Lidt mere kniber det inden for det sociale hjælpearbejde. Spørgsmålet er også, hvor langt man kan gå ad frivillighedens vej. Igen kan der spores interessante forskelle i holdningerne.

Skal frivilligheden stoppe der, hvor Den sociale servicelov begynder?
Skal det frivillige arbejde 'koloniseres' af kommunerne, og lægges i faste skemaer?
Skal 'hattedamernes tid' tilbage i socialpolitikken?

Frivillighed er dobbelt på mange planer. Den udfylder klart et behov for at gøre den offentlige serviceproduktion mere menneskelig, men den erstatter også professionalisme med amatørisme, og sidst men ikke mindst er kommunernes store interesse for det frivillige arbejde i disse år, alene et udtryk for at de ser en mulighed for at spare penge ved store fyringsrunder?

Skjulte problematikker
Anbefalingen er, at politikerne skal se deres mange modsigelser i øjnene og droppe det med, at frivillige er alt det, som det offentlige ikke er.

Ældreproblematikken er kommet for at blive. Vi bliver flere ældre, og det sker faktisk meget hurtigt i disse år. Derfor er det naturligt, at bogens tre debattører også tager fat på den problemstilling. Debatten handler bl.a. om det skisma, der ligger i, om sociale ydelser alene skal tildeles ud fra et årstal på en dåbsattest. Alle tre erkender, at der ligger flere problematikker skjult her, og man har også den erkendelse, at hvis man ikke diskuterer prioriteringen i det offentlige rum, vil det alligevel ske i det skjulte.

Diskussionen inddrager også plejehjem, hvor ingen ønsker sig hen. Alligevel erkender de, at politikere, almindelige samfundsborgere og pårørende nok har været for dårlige til at udbrede det gode budskab, at de gamle i Danmark er heldige med, at vi trods alt i langt de fleste tilfælde har gode og velfungerende plejehjem.

Bogen nærmer sig sin afslutning ved at berøre problematikken omkring handicappede. Den diskussion blive ikke foldet helt ud, da den meget hurtig kun inddrager et eksempel på en senhjerneskadet og en inklusionsdiskussion om folkeskolernes rummelighed.

Måske er debattørerne her gået lidt sukkerkolde?

Lidt langt-ude-temaer
Bogen slutter meget aktuelt af med, at det er vigtigt op til det kommende kommunalvalg, af de udsatte grupper deltager i de demokratiske valghandlinger. Projekt 'Stemmer på Kanten' har blotlagt, at den nuværende situation for de socialt marginaliserede er en demokratisk skamplet. Alt for få deltager i de demokratiske valghandlinger. Det er en skam for demokratiet, men såmænd også for de udsatte selv, al den stund kommunevalget for denne gruppe er langt vigtigere end folketingsvalget, fordi det er kommunerne, der styrer folkeskolerne, daginstitutionerne, ældreområdet og store dele af socialpolitikken.

Bogen bliver på udmærket måde bundet sammen af Ulla Abildtrup, der indleder hvert socialpolitiske tema med en række cases fra den mangfoldige debat, der foregår i pressen og i en rækker mere eller mindre videnskabelige undersøgelser. Der er tale om en god faktuel indledning til de mere holdningsprægede tilkendegivelser af de tre hovedpersoner.

Skal der hældes lidt malurt i bægeret, så ser det ud til, at nogle af temaerne ligger lidt for langt ude i forhold til de tre debattørers egentlige kerneområder. Her er deres udsagn da også langt mere tøvende og en lille smule undvigende. Noget der ellers ikke rigtig kendetegner disse personer, der til dagligt er rigtig godt skåret for tungebåndet. Derfor er det også klogt nok, ikke at sige for meget om forhold, man ikke har et personligt kendskab til.

Man kunne derfor spørge sig selv, hvorfor disse emner overhovet bliver taget op til diskussion. Dette har Ulla Abildtrup tilsyneladende i visse tilfælde glemt at stille sig selv.

Repræsentativiteten?
Et andet problem, der måske ligger i hele samtalebogsgenren, er at 'jeg synes', 'jeg har hørt' og 'jeg kender' ser ud til at være en meget udbredt dokumentationsform. Det er der i og for sig ikke noget i vejen med, da det jo giver samtalen indlevelse og autencitet, men alligevel sidder man tilbage som læser med en lille usikkerhed om repræsentativiteten i alle udsagn.

Er det noget der forekommer tit eller sjældent. Er oplevelsen tilfældig eller generel?

Hvis man ikke direkte leder efter hår i suppen, er denne bog ganske vellykket. Den forsøger at bringe de socialpolitiske problemstillinger ned i øjenhøjde. Den fremlægger mange af de paradokser og dilemmaer, som vi står i fremtidens socialpolitik. De gør socialpolitikken nærværende og vedkommende, og eksemplificerer at det er noget, der handler om dig og mig.

Bogen må være særdeles kærkommen for alle de politikere, der drømmer om at blive valgt ved næste kommunevalg. Bogen burde være et naturligt led i deres forberedelse til det næste valgmøde.

For embedsmændene (og der tænkes også på kvinderne!) er bogen også af værdi. Der er mange gode hint til jer om, hvordan bureaukrati virker på almindelige borgere. Hvis bogen derfor ikke giver stof til eftertanke, har man nok valgt det forkerte job.

Med disse ord skal bogen varmt anbefales til alle læsere af dknyt.dk. Der er et og andet at lære!

Af Preben Etwil, Socialpolitisk Forening

Mennesker på den yderste kant