Mere fokus på at blive vejet har virket i Aarhus-hjemmepleje

I et hjemmeplejedistrikt i Aarhus er antallet af borgere det seneste år, der ikke vil vejes, faldet fra 22 til seks.
15. NOV 2020 12.58

AARHUS: Sundhedsstyrelsen anbefaler, at ældre vejes en gang i måneden. På den måde kan man forhindre uplanlagt vægttab og dårlig ernæringstilstand. Derfor har Aarhus Kommune udviklet et såkaldt vejekort, der skal hjælpe medarbejderne med at få en god samtale med borgerne om, hvorfor det er vigtigt at få nok at spise og drikke, så de undgår vægttab og nedsat funktionsevne.

Og vejekortet, hvor man noterer sin vægt hver måned, hjælper. Ved hjemmeplejen Fuglebakken er antallet af borgere det seneste år, der ikke vil vejes, faldet fra 22 til seks, og den seneste måling viser, at det kun er fire borgere, der ikke bliver vejet, og at det skyldes, at de rent praktisk ikke kan vejes.

Med vægttab følger nedsat muskelmasse, og det kan betyde, at evnen til at klare almindelige hverdagsopgaver svækkes. Derudover gør det også kroppen mindre modstandsdygtig over for sygdom.

Det seneste år er vejekortet blevet præsenteret for borgere, der allerede får besøg af hjemmeplejen. I samme uge som den nationale ernæringsuge vil endnu flere vejekort blive fordelt ud til sundhedsklinikker, hjemmeplejen, kliniske diætister, forebyggelseskonsulenter og ud til over 1.000 borgere i Aarhus, der får leveret mad fra Det Danske Madhus.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard