Forsigtighedsprincip forhindrer aarhusianere i at låne bøger
Biblioteket på Dokk1 var mennesketomt det meste af 2020.
Foto: Jörg Carstensen, DPA/Ritzau Scanpix

Forsigtighedsprincip forhindrer aarhusianere i at låne bøger

Kulturforvaltningen har ikke ladet borgerne låne bøger under coronalukningen på trods af mange kreative løsninger andre steder.
20. FEB 2021 11.07
TEMA: Corona

AARHUS: Landet over findes der kreative coronaløsninger på bibliotekerne, så bøgerne alligevel kan komme hjem til folk. Derfor har V-medlem Almaz Menghesa i Aarhus spurgt kulturforvaltningen, hvorfor en lignende løsning ikke findes her.

Det har hun gjort med kommunens 10-dages forespørgsel, hvor kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) svarer. Han begrunder blandt andet med, at kommunen hele tiden har handlet ud fra myndighedernes forsigtighedsprincip.

Det underbygges fx ved, at det fortsat er anbefalingen at arbejde hjemmefra, og at udvidet åbning kan føre til stigning i smittetrykket. Han forklarer også, at det er det forsigtighedsprincip, som igen har fået kommunen tilbage i den grønne kategori med færre end 70 nysmittede om ugen.

Flere steder i landet har biblioteker grebet til kreative metoder, hvor der kan hentes og afleveres bestillinger i bestemte tidsperioder, hvor bogpakkerne så pakkes til låneren. Andre steder kan man angive, hvilken genre man gerne vil låne indenfor, og så få en slags lykkepose med udvalgt materiale.

Ingen planer om genåbning før tid

Almaz Menghesa spørger også til rådmandens plan for, hvordan det fysiske udlan kan foregå, hvis de nuværende restriktioner forlænges ud over 28. februar. Her svarer Rabih Azad-Ahmad, at udviklingen følges tæt, men ellers ikke meget konkret. 

Han har tidligere på måneden haft et møde med kulturministeren og seksbyerne om en plan for genåbning af kulturlivet. I Aarhus er der lokalt startet et genstartsteam, der er klar, når restriktionerne tillader det. Men der lægges ikke op til genåbninger før tid, lader rådmanden forstå i svaret.

Dog er der tænkt i mulighed for hurtig oprettelse af click and collect på Dokk1, Åby Bibliotek, Risskov Bibliotek og Viby Bibliotek.

Aarhus Bibliotekerne har årligt ca. 2,4 millioner besøg, og der afholdes ca. 2.500 arrangementer årligt.