Politik og arbejdsmarked har det fællestræk, at ræson og rimelighed i den sidste ende altid til kommer til at underordne sig styrkeforholdet mellem parternes henholdsvise egeninteresser, hvad enten det er de røde overfor de blå eller arbejdsgiverne overfor lønmodtagerne. Eller det ene land overfor et andet, for den sags skyld. Så når Trump om muligheden for atomkrig siger ‘min knap er større end din’ til Kim Jung-un, så er det nok lettere primitivt, men samtidig også udtryk for en dyb forståelse af den inderste essens af det hele. Det handler om styrkeforholdet. Altid.

Den civiliserede udgave af jungleloven, kort sagt. Jungleloven fordi det i bund og grund handler om, hvem der er stærkest, og civiliseret fordi der trods alt er regler, der bliver fulgt, i hvert fald på hjemlig grund. På arbejdsmarkedet er de nedskrevne, indenfor politik i vidt omfang uskrevne men ikke mindre håndfaste af den grund. Det sker, at nogen forsøger at omgå regelsættene, men det kommer der stort set aldrig noget ud af, hvad enten det gælder de skrevne eller de uskrevne.

Det nye år byder straks fra starten på forhandlingsforløb til illustration af begge dele.

På den politiske side er det de to supplements-elementer til finansloven, som alligevel ikke nåede at komme med inden jul, og på arbejdsmarkedet gælder det nye overenskomster på det offentlige område. Da det offentlige i sagens natur er politisk styret, er der et vist overlap mellem den politiske del og den forhandlingsmæssige del, et etikettebrud som arbejdsgivere og fagforeninger er lige skyldige i.

Eksempelvis blev en melding fra innovationsminister Sophie Løhde (V) om, at de offentligt ansatte ikke må få større lønstigninger end de privatansatte, lynhurtigt udlagt som om de offentligt ansatte overhovedet ikke skal vente sig stigninger denne gang og at de allerede inden overenskomstforhandlingerne får for meget i løn. En ukorrekt udlægning, men anvendelig til at underbygge det fjendebillede, der i forvejen var under etablering, efter at Moderniseringsstyrelsen for et års tid siden fik medhold i, at statsansattes kutymefridage juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag kunne opsiges uden hverken forhandling eller kompensation.

Det skal siges at Moderniseringsstyrelsen ikke selv gør noget for at imødegå fjendebilledet, tværtimod har den luftet muligheden for at opsige ‘lokale aftaler’ om betalt frokost, som den kalder det. Ikke en tilfældig betegnelse, men netop afgørende for om de kan opsiges ensidigt eller ej, hvilket lønmodtagersiden naturligvis bestrider kraftigt og insisterer på at betragte det som noget overenskomstmæssigt. I hvert fald vil det blive noget, der uundgåeligt kommer på bordet under overenskomstforhandlingerne – uanset betegnelsen.

Styrkeforholdet mellem parterne er et sammensat begreb. En række fagforeninger på omsorgsområdet har utraditionelt henvendt sig til Folketinget og efterlyst en politisk indgriben i form af et målrettet lønløft til nogle kvindedominerede faggrupper, og selv om man dels bare kan betragte det som for-opvarmning til forhandlingerne på samme måde som Sophie Løhdes bemærkning om lønstigningerne, og selv om ideen øjeblikkeligt er lagt politisk død, så er appellen også på en lidt bagvendt måde en - utvivlsomt utilsigtet - tilkendegivelse fra fagforeningerne om, at de ikke er stærke nok til at selv at løfte opgaven.

Ikke uproblematisk i forhold til arbejdsgiversiden, og slet ikke uproblematisk i forhold til fagforeningernes medlemmer, hvis kontingentpenge fagforeningerne skal gøre sig fortjent til. Hvad det angår, er det nok ikke verdens smarteste signal at sende, at stemmesedlen til et folketingsvalg er vigtigere end fagforeningsbogen.

Tonelejet er et andet, og de mulige konsekvenser er i særdeleshed, men princippet er det samme. Det handler om styrkeforholdet. Hvem har den største knap?

Den stærkestes ret