Forligsmanden har en måned til at forlige overenskomstparterne

Efter forhandlingssammenbruddene fredag på det statslige område og mandag aften på det kommunale område står kun det regionale område tilbage med igangværende forhandlinger. Så længe det varer.

Den almindelige forventning er, at et forhandlingsmøde på det regionale område tirsdag vil få samme udfald som tilsvarende møder fredag og mandag fik på de to andre offentlige områder, og så er der onsdagen til at udveksle konfliktvarsler, før Forligsinstitutionen tager over torsdag. En rækkefølge, der for forhandlingssammenbruddenes vedkommende nøje afspejler, hvem der lægger linjen, og hvem der følger den linje, der er lagt.

Efter sammenbruddet i de statslige forhandlinger var det i princippet nok muligt for de kommunale at forhandle videre, men kun til et vist punkt. Uden en økonomisk ramme fastlagt i de statslige forhandlinger vil kommunale forhandlinger ikke kunne føres til ende, og på tilsvarende vis plejer de regionale at lægge sig efter de niveauer, der opnås i de kommunale.

Det afgørende skillepunkt er økonomien. Den klassiske interessekonflikt mellem lønmodtagere og arbejdsgivere kogt ind til kroner og øre, i disse forhandlinger yderligere krydret med uenighed om talgrundlaget.

Forhandlingsteknik og -taktik
Arbejdsgiversiden har gjort meget ud af at statuere den økonomiske forståelse, at en teknikalitet, i den måde offentlige lønninger reguleres på i forhold til private, gav de offentligt ansatte en utilsigtet stigning tilbage i finanskrisens første tid, og at den skal betragtes som en slags forhåndsregulering, som retfærdigvis må udløse en tilsvarende mindre lønstigning i de aktuelle forhandlinger.

Ikke overraskende afviser lønmodtagersiden argumentet og henviser i stedet til et andet starttidspunkt for, hvad reguleringerne skal bedømmes ud fra, således at der ikke er tale om forhåndsregulering, men snarere efterslæb.

Den derved fremkomne uenighed om talgrundlaget er dog ikke nogen uoverstigelig komplikation, tværtimod er det forhandlingsteknisk og -taktisk nærmere en trivialitet, at parterne så længe som muligt opretholder usikkerhed på så mange parametre som muligt. Når det bliver alvor, ender det alligevel altid med, at det er konkrete tal, man forhandler om, uden at nogen interesserer sig for, hvordan de er fremkommet.

At parterne stadig sidder fast i beregningsgrundlaget siger derfor først og fremmest noget om, hvor langt de er kommet, eller snarere ikke kommet. De har ikke været tæt på en afslutning, for hvis de havde, ville det have været noget andet, de var uenige om.

I den sammenhæng er den supplerende uenighed om især frokostpause med eller uden løn en biting. Arbejdsgiverne har bevidst skabt usikkerhed om den gældende status, og lønmodtagersiden vil have usikkerheden ryddet af vejen.

Tillidsmands-trickspørgsmål på arbejdsgiversiden
Argumentet på lønmodtagersiden er, at den betalte frokost er en velerhvervet rettighed, og at det ikke vil gøre nogen forskel for arbejdsgiversiden, at det lige bliver skrevet ind i overenskomsten, og modsvaret fra arbejdsgiverne er det gode gamle tillidsmands-trickspørgsmål: Hvis det ikke gør nogen forskel, hvorfor så ikke bare lade det være, som det er?

Svaret på det er naturligvis, at så slipper man for at diskutere det næste gang, og som alt andet har det en pris. Ikke nødvendigvis en høj pris, men en pris, man ikke er blevet enige om endnu.

Det samme med lærernes arbejdstidsaftale, som heller ikke behøver være en uoverkommelig hurdle, og i særdeleshed ikke noget som andre fagforeninger end lærernes egen mener, de behøver gøre mere for, end de allerede har gjort. Også den har en pris, ikke nødvendigvis en høj pris, men en pris man ikke er blevet enige om endnu.

Det hele summer op til en balance, der skal rammes, for at forhandlingerne kan munde ud i resultater. Det har parterne ikke selv kunnet klare, eller måske - for den mulighed foreligger også - foretrækker de bare, at det skal ske i regi af Forligsinstitutionen, så det er tydeligt for de respektive baglande, at det har været vanskeligt, og at forhandlerne har gjort det så godt, som det var muligt.

Forhandlingsparterne er ikke kun dem, der sidder overfor hinanden inde i forhandlingslokalet, der er mange flere, der skal bringes til at acceptere den erkendelse, det nu måtte ende med. Det er der nu en hel måned til, plus eventuelle udsættelser som forligsmanden måtte dekretere, når de eksisterende overenskomster udløber påskelørdag den 31. marts.