dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Ophævet forældelsesfrist gjorde forlig i Rebild-sagen muligt
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen, Ritzau Scanpix

Ophævet forældelsesfrist gjorde forlig i Rebild-sagen muligt

Indtil en lovændring i februar var det nødvendigt med en retssag for at afgøre de ti misbrugte børns krav

REBILD: Det var en lovændring besluttet af Folketinget 8. februar og trådt i kraft 28. februar, der gjorde det muligt for Rebild Kommune at indgå forlig med ti misbrugte børn fra den såkaldte Rebild-sag fra 2012.

Lovændringen fjernede forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn, ikke kun for gerningsmanden i forhold til straffeloven, men også for offentlige myndigheder i forhold til erstatningsansvar.

Dermed bortfaldt Rebild Kommunes grundlag for at afvise børnenes erstatningskrav, oplyser kommunaldirektør Jes Lunde til dknyt. Da sagen blev anlagt ved retten, var kravet forældet, men forældelsen bortfaldt med lovændringen.

- Derefter blev jeg kontaktet af børnenes bisiddere, der ville vide, om jeg var interesseret i et forlig. Det var jeg, og det blev forhandlet på plads på 12 dage, siger Jes Lunde til dknyt.

Forliget blev godkendt af Rebilds økonomiudvalg onsdag eftermiddag. Jes Lunde understreger, at det indgåede forlig er til 'fuld og endelig afgørelse af ethvert krav der kan rejses efter erstatningsansvarsloven'.

Derved adskiller det sig fra afgørelser i tidligere sager, hvor der alene har været tale om godtgørelser. I denne sag er der med forliget også gjort rent bord i forhold til mulige krav begrundet i mén eller tabt arbejdsfortjeneste.

Tidligere sager har også adskilt sig fra denne i forløbet, begyndende med den såkaldte Tønder-sag, hvor Tønder Kommune i 2014 frivilligt og i forståelse med sit forsikringsselskab betalte 300.00 kr. i erstatning til et misbrugt barn. En fremgangsmåde som KL efterfølgende advarede andre kommuner mod at kopiere.

Derfor endte lignende sager i Esbjerg og Slagelse i retten, hvor Esbjerg Kommune blev frifundet for erstatningspligt overfor tre misbrugte børn, mens Slagelse Kommune måtte betale 100.000 kr. hver til tre misbrugte børn.

Men det var før lovændringen. Med den var det muligt at undgå en retssag i Rebild, hvor kommunen i stedet indhentede en advokatvurdering af, hvilken erstatningssum en domstolsafgørelse sandsynligt ville lande på, oplyser kommunaldirektør Jes Lunde til dknyt.

De ti misbrugte børn i Rebild-sagen får hver 450.000 kr.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.