dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Vejle-udvalg dropper studietur efter massiv kritik

Siden 2022 har Vejle Kommune brugt omkring 735.000 kr. på byrådets studieture.

VEJLE: En opgørelse over, hvor meget de 14 kommuner i Syd- og Sønderjylland har brugt på studieture siden 2022, foretaget af TV Syd viser, at Vejles byråd er en klar højdespringer med omkring 735.000 kr. Esbjerg er den kommune der har brugt næstmest. Her er beløbet 464.000 kr. Ifølge mediet skaber byrådenes studieture debat i en tid med svære og pressede kommunale budgetter.

Nu har Vejle-byrådets seniorudvalg droppet en planlagt studietur til Holland, efter politikerne har modtaget massiv kritik på blandt andet sociale medier og i læserbreve til Vejle Amts Folkeblad.

Ifølge TV Syd er turen til Holland estimeret til indtil videre at koste 385.000 kr. Kritikken fra flere borgere i Vejle Kommune skyldes, at kommunens politikere samtidig har gennemført besparelser på ældreområdet for 15,2 millioner kroner.

- Vi har lyttet til kritikken. Vi har stået og står i en meget vanskelig økonomisk situation. Derfor kan vi ikke på nuværende tidspunkt forsvare at tage afsted, forklarer udvalgets formand, Gitte Frederiksen (V), til folkebladet.

Gode argumenter for

Ifølge kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, er der ikke lavet nogen undersøgelser som afklarer, om studieturer er pengene værd. Det skriver TV Syd.

Roger Buch påpeger, at der dog er nogle gode argumenter for, at byrådspolitikere tager på studietur, nemlig at de kan indhente inspiration og måske afværge fejltagelser ved at finde ud af, at noget, man troede var en god ide, faktisk ikke er en god ide. Til TV Syd fortæller Merete Due Paarup (R), byrådspolitiker i Kolding, at studieturene er vigtige i en tid med presset kommunal økonomi.

- Vi står som byråd med nogle meget store problemer omkring økonomi, velfærdsteknologi samt by- og havneudvikling, og derfor skal vi ud at søge inspiration de steder, hvor man gør det rigtig godt, fortæller hun.

 

lal

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.