dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

FAKTA: Indiens premierminister på sjældent besøg i Danmark

3. MAJ 2022 5.00
Indiens premierminister besøger Danmark, efter at Mette Frederiksen var på besøg i Indien i oktober sidste år.

Tirsdag og onsdag er Indiens premierminister, Narendra Modi, på officielt besøg i Danmark.

Det er første gang i 20 år, at en indisk premierminister er på officielt besøg i Danmark.

Læs mere om besøget her:

* Narendra Modi kommer på officielt besøg i Danmark som led i en Europa-rundrejse, hvor han også aflægger visit hos forbundskansler Olaf Scholz i Tyskland og præsident Emmanuel Macron i Frankrig.

* Modis besøg sker i forlængelse af den danske statsminister Mette Frederiksens (S) officielle besøg i Indien i oktober 2021.

* Fokus under besøget vil være på det grønne strategiske partnerskab, som Danmark og Indien indgik i 2020 og på den grønne energiomstilling.

* Det er også planlagt, at statsministeren skal drøfte situationen i Ukraine med den indiske premierminister.

* Tirsdag tager dronning Margrethe sammen med kronprinsparret imod Modi på Amalienborg, hvorefter dronningen er vært ved en officiel middag.

* Onsdag er Mette Frederiksen vært for et indisk-nordisk topmøde, hvor regeringslederne fra Norge Sverige, Island og Finland også deltager.

* Det er første gang i 20 år, at en indisk premierminister er på besøg i Danmark. Der har været en lang periode med diplomatisk kulde som følge af sagen om danske Niels Holck, som hjalp en indisk oprørsgruppe med våben i 1990'erne.

* Inderne ønsker ham udleveret, men de danske domstole afviste på grund af risiko for tortur. Det udløste en diplomatisk krise, der i en periode førte til, at myndighedskontakten mellem Danmark og Indien blev afbrudt. De seneste år er forholdet dog blevet markant bedre.

* Mette Frederiksens besøg i Indien i 2021 markerede, at de to lande i dag arbejder godt sammen, selv om Holck-sagen ikke er glemt.

Kilder: Statsministeriet og Ritzau.

/ritzau/