Børn i voldsramte familier er hårdt ramt af nedlukning
Skole og fritidshjem er normalt et frirum for børn med vold i hjemmet. Når muligheden for at komme væk fra hjemmet forsvinder, forværrer det situationen i hjem med højkonflikt og vold, mener Mødrehjælpen.
Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix

Børn i voldsramte familier er hårdt ramt af nedlukning

Underretninger til kommunerne er særligt vigtige nu, siger Mødrehjælpen.

Hjemsendelsen, som mange familier er ramt af for tiden, presser familier med vold i hjemmet, og hårdest går det ud over børnene.

Det fremgår af en undersøgelse, som socialorganisationen Mødrehjælpen har foretaget.

Undersøgelsen bygger på over 2.000 henvendelser, som organisationen har modtaget, samt interviews med rådgivere, terapeuter og psykologer, der er tilknyttet Mødrehjælpen.

Her bliver det konkluderet, at den ekstra tid inden for hjemmets fire vægge simpelthen bliver for meget for nogle familier. Det forklarer vicedirektør i Mødrehjælpen Trine Schaldemose.

- Det at være lukket inde sammen i et hjem, hvor man i forvejen har mange konflikter og vold, ser vi, giver et ekstra tryk på og øger både konflikter og vold. Det vi desværre også har set, er, at volden eskalerer og bliver grovere. Der skal mindre til at trigge en voldsudøver, siger hun.

Hun understreger, at familier med vold sagtens kan være middel- og overklassefamilier, som udadtil ikke ligner familier med problemer.

Pædagoger og lærere vigtige

Konsekvenserne af både fysisk og psykisk vold kan være mange og langvarige for børnene.

- Rigtig mange mistrives, oplever koncentrationsbesvær og holder op med at lege. Det er meget bekymrende. Også i forhold til at der i forvejen er fokus på børns læring i hjemmeskolen. De mangler et pusterum væk hjemmefra i institutioner eller til fritidsaktiviteter, siger Trine Schaldemose.

Mødrehjælpen har derfor listet flere ting op, som de gerne ser, at politikerne får fokus på.

Blandt andet er det meget vigtigt at fastholde de åbne daginstitutioner, da en yderligere nedlukning ifølge organisationen kan have fatale konsekvenser for de udsatte børn.

Derudover er lærernes og pædagogernes rolle ekstra vigtig under en nedlukning, da de lige nu er nogle af de få, som fortsat er i kontakt med børnene, mener organisationen.

Brug for underretninger

Derfor bør der være fokus på at stille skærpede krav om underretning til kommunen, siger vicedirektøren.

- Man skal huske, at det at underrette i første omgang er en hjælp til familien. Så den kan få hjælp til at løse nogle af de konflikter og problemer, der eventuelt er. Hvis et barn ikke møder op i det virtuelle klasseværelse, ændrer adfærd eller stopper med at lave sine lektier og afleveringer, som det plejer, så skal man som lærer reagere, siger Trine Schaldemose.

Mødrehjælpen oplyser, at antallet af underretninger styrtdykkede i foråret, samtidig med at antallet af anmeldte husspektakler steg.

Der er ikke lavet en lignende samlet opgørelse for efteråret.

Ritzau