dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Fanø får påbud: Dårligt arbejdsmiljø forøger risiko for stress og hjertekarsygdomme
Fanø får påbud for dårligt arbejdsmiljø.
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Fanø får påbud: Dårligt arbejdsmiljø forøger risiko for stress og hjertekarsygdomme

Kommunen skal inden midt juni efterkomme påbuddet fra Arbejdstilsynet.
6. JAN 2025 10.50

FANØ: Fanø Kommune har fået et påbud fra Arbejdstilsynet, som mener, at medarbejderne kan blive syge af at arbejde på rådhuset, skriver TV Syd. I påbuddet lyder det derfor, at kommunen skal sikre, "at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så uklare krav og modstridende krav i arbejdet på rådhuset ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt."

Ifølge afgørelsen er der tale om uklare og modstridende krav i arbejdet - fx krav i arbejdet, som ikke er tydelige, eller som er uforenelige, herunder krav til arbejdsopgaver, kvalitetsniveau, arbejdsfunktion, ansvarsområder, arbejdsmetoder, arbejdsgange, rollefordeling, tidsforbrug, arbejdstempo eller arbejdstid. Den manglende forebyggelse af problemer med uklare og modstridende krav forøger ifølge Arbejdstilsynet medarbejdernes risiko for at udvikle stress og andre stressrelaterede sygdomme som fx angst, depression og hjertekarsygdomme. 

Kommunen skal efterkomme påbuddet senest den 16. juni 2025.

Påbud tages til efterretning

Hos Fanø Kommune har man allerede besluttet, at man tager påbuddet til efterretning og forsøger at efterleve det, skriver TV Syd. Så snart problemerne kom frem, tilbød kommunen fx medarbejderne akut psykologbistand.

- Det er klart mit indtryk, at alle tager det her meget alvorligt. Både politisk, ledelsesmæssigt og medarbejdermæssigt, og jeg føler, at folk gør, hvad de kan. Så jeg er da fortrøstningsfuld omkring at løse det, siger kommunaldirektør Søren Abildtrup til lokalmediet. 

Han forklarer videre, at kommunen har sat initiativer op og lavet aftale med en konsulentvirksomhed, der skal hjælpe med at læse påbuddet igennem, rette op og vurdere, om kommunens indsatser er tilstrækkelige. Desuden skal der iværksættes en anonym trivselsundersøgelse, der skal klarlægge, om der skal yderligere tiltag til for, at arbejdsmiljøet forbedres tilstrækkeligt. 

Længere tid med dårligt miljø

Påbuddet kom efter længere tid med dårligt arbejdsmiljø. I et åbent brev gjorde medarbejdere og medarbejderrepræsentanter på Fanø Rådhus opmærksom på flere problematiske tendenser hos kommunens politiske ledelse. Manglende respekt, en hård og uforsonlig tone og politikere, der bruger deres magtposition til at skabe utryghed om medarbejdernes ansættelsesforhold var en del af kritikken. 

Det fik medarbejderne på rådhuset til at kontakte Arbejdstilsynet i oktober. 

"Vi oplever, at man fra dele af det politiske niveau i kommunen bruger den politiske magtposition, man har, til at skabe utryghed omkring vores ansættelsesforhold - og dette påvirker os alle", lød de i en skriftlig meddelelse. 

Arbejdstilsynet har været på tilsynsbesøg 31. oktober og ført virtuelle tilsyn med virksomheden tre gange i november. Den endelige afgørelse blev sendt til kommunen 19. december.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.