
FAXE: Familieafdelingen i Faxe Kommune har nu gennemgået 1.005 børnesager og konstateret alvorlige fejl og mangler i en tredjedel af sagerne, samt mindre fejl i knap en tredjedel.
Sagerne er også blevet fordelt på alvorlighedsgrad. Her er 4,4 procent kategoriseret som røde, hvilket betyder, at kommunen er bekymret for, eller ikke kan være sikre på, barnets sikkerhed.
De mange sager presser afdelingen, og kommunen har udfordringer med at rekruttere nok kvalificerede medarbejdere til at hjælpe med det store arbejde. Det skriver TV2 Øst.
- Vi er faktisk lykkedes med at rekruttere rigtig mange, men vi har også haft brug for mange. Lige nu står vi og mangler tre medarbejdere. Så vi er der, hvor sagsmængden er på 25 sager per medarbejder. Vi vil jo gerne arbejde kvalificeret i sagerne og få fulgt op på dem, så vi kan køre en kvalificeret sagsbehandling, siger direktør Ida Byrge Sørensen til mediet.
Selvom direktøren ikke mener, at manglen på dygtige sagsbehandlere er større i Faxe end i andre dele af landet, har kommunen startet et samarbejde med et rekrutteringsbureau. Formand for Børn- og læringsudvalget Mikkel Dam (LA) fortæller også, at der ligemeget hvad vil være et tidsmæssigt perspektiv i arbejdet med sagerne.
Sagerne fordelt efter alvorlighedsgrad
Røde sager: 4,4 procent
Sager hvor vi er bekymret for, eller ikke kan være sikre på, barnets sikkerhed.
Orange sager: 29,8 procent
Sager med alvorlige sagsbehandlingsfejl såsom gamle ansøgninger der ikke er taget stilling til, manglende personrettede tilsyn ved anbringelser mv.
Gule sager: 31,1 procent
Sager med mindre sagsbehandlingsfejl såsom manglende opfølgning på bevillinger. Sager med sagsskridt der er fristoverskredet mv.
Grønne sager: 34,7 procent
Sager hvor alt er som det skal være på tidspunktet for kategorisering. Bevillingerne er fulgt op og der er afgørelser på alle indsatser.
Kilde: Faxe Kommune.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.