dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Formand og direktør udpeget til FGU-rejsehold

Per B. Christensen og Claus Svold er udpeget af minister til at være med til at styrke samarbejde mellem FGU og den kommunale ungeindsats lokalt.
6. NOV 2023 9.30

Formand for Danske Sosu-skoler Per B. Christensen og børne- og ungedirektør i Vejle Kommune Claus Svold er nu blevet udnævnt af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) som repræsentanter til det nye FGU-rejsehold, oplyser KL.

Rejseholdet skal styrke og indsamle viden om FGU-institutionernes samarbejde med den kommunale ungeindsats lokalt. Det skal hjælpe flere unge til at få det rette tilbud og komme videre i uddannelse eller job.

Rejseholdet er ét ud af fire initiativer, som børne- og undervisningsministeren har igangsat, som skal understøtte implementeringen af FGU-reformen fra 2017. Konkret skal rejseholdet skabe dialog om udfordringer og muligheder i det lokale samarbejde mellem FGU-institutionerne og den kommunale ungeindsats (KUI) og være med til at udbrede erfaringer og bedste praksis på tværs af kommuner og FGU-institutioner. 

I dag er Per B. Christensen blandt andet formand for Danske Sosu-skoler og VIA-University College. Han har erfaring med kommissionsarbejde gennem sin rolle som formand for Lærerkommissionen og som medlem af Robusthedskommissionen på Sundhedsområdet og medlem af Reformkommissionen.

Claus Svold er børne- og ungedirektør i Vejle Kommune og har indsigt på området og mange års erfaring fra den kommunale forvaltning. I den forbindelse har han bl.a. siddet i KL’s kontaktudvalg på børne- og ungeområdet samt været medlem af bestyrelsen i University College Lillebælt (UCL) Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Rejseholdets første besøg sker i december 2023.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.