
Næsten halvdelen af alle sager om dækning af merudgifter til børn med handicap indeholder fejl. Det viser Ankestyrelsens nyeste handicapsagsbarometer, der har undersøgt kommunernes sagsbehandling ud fra 385 sager.
Ifølge barometret, som er det andet i rækken af årlige rapporter fra styrelsen, er der såkaldte "retlige mangler" i 50 pct. af de undersøgte sager om dækning af merudgifter til børn efter servicelovens §41.
I 45 pct. af sagerne ville en klage sandsynligvis have ført til en ændring eller hjemvisning af sagen.
Om handicapsagsbarometret
Ankestyrelsen gennemgår sager fra alle landets kommuner for at give et generelt billede af kvaliteten af sagsbehandlingen i kommunerne på handicapområdet. De samlede resultater er med andre ord repræsentative for den samlede sagsbehandling på tværs af landets kommuner.
Det gør styrelsen ved at gennemgå 385 sager på fire udvalgte dele af socialområdet i perioden 2023-2025.
I alt gennemgår styrelsen 1540 sager for at undersøge, om kommunernes afgørelser er i overensstemmelse med regler og praksis:
- I 2023: Ledsagelse til voksne, servicelovens § 97.
- I 2024: Dækning af merudgifter til børn og voksne, servicelovens §§ 41 og 100.
- I 2025: Dækning af tabt arbejdsfortjeneste, barnets lov § 87
Barometrets resultater giver et repræsentativt og aktuelt billede af kvaliteten i den juridiske sagsbehandling på tværs af alle landets kommuner Resultaterne kan ikke anvendes til at beskrive kvaliteten af den enkelte kommunes sagsbehandling, da stikprøven her er for lille til at være repræsentativ for hele kommunens sagsbehandling.
Kilde: Ankestyrelsen, Handicapsagsbarometret 2024 om merudgifter til SDU, 2025
Mangelfulde oplysninger og dårlige begrundelser
Ankestyrelsen peger på flere problemer i kommunernes sagsbehandling. De fleste fejl skyldes manglende oplysninger om udgiftens størrelse, om det er en ekstraudgift, og om den er nødvendig.
I 24 pct. af sagerne forklarer kommunen ikke godt nok, hvorfor de træffer deres afgørelse, især fordi de ikke beskriver vigtige forhold eller de hensyn, der ligger bag deres vurdering.
Fejlene kan betyde, at familier går glip af økonomisk hjælp til merudgifter som mad, transport og nødvendigt udstyr. Og det møder kritik fa Danske handicaporganisationer, som mener, at Christiansborg har forsømt handicapområdet alt for længe.
- Det har de konsekvenser for familierne og børnene, at de ikke får dækket de udgifter, de har til for eksempel mad, transport og udstyr - ting de har behov for at kunne klare sig i dagligdagen. Det har store konsekvenser, siger Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer, til DR.
Socialdemokratiets handicapordfører, Sara Emil Baaring, erkender problemet og understreger behovet for grundlæggende reformer i systemet med ordene: "Vi er nødt til at lave systemet grundlæggende om, og det er vi heldigvis i gang med", som hun siger til mediet.
DR har derudover modtaget en skriftlig kommentar fra socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S), som skriver, at det er vigtigt, at borgerne med handicap bliver mødt med et system, de kan have tillid til.
"Handicapsagsbarometret viser, at der stadig er alt for mange sager, der behandles forkert eller mangelfuldt. Det er uacceptabelt, og der skal rettes op. På Christiansborg er vi i fuld gang med at hjælpe til med bl.a. regelforenkling og afbureaukratisering, for derigennem at skubbe på en bedre kvalitet i kommunernes sagsbehandling," skriver hun.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.