SØNDERBORG/FAXE: Kontrolgruppen i Faxe Kommune har afdækket snyd med offentlige ydelser for et samlet beløb på godt 11,2 millioner kroner. Det fremgår af 2024-årsrapporten, som netop har været behandlet i Plan & Kulturudvalget. Til sammenligning var det samlede beløb i 2023 på 13,2 millioner kroner - altså en smule højere end i 2024.
De 11,2 millioner kroner dækker over, at kontrolgruppen har stoppet fremadrettet snyd med en effekt på 8,5 millioner kroner og et tilbagebetalingskrav på 2,6 millioner kroner.
Kommunen har samlet set modtaget 112 anmeldelser om snyd og har sammenlagt gennemgået 333 sager, hvoraf kontrolgruppen har stoppet ydelserne i 93 sager, mens 48 sager endnu ikke er afgjort.
- Det er helt afgørende, at vi styrker indsatsen for at opdage og stoppe snyd, så borgernes tillid til systemet ikke svækkes. Vi kan ikke have så godt et velfærdssystem i Danmark, som vi har, hvis der er nogle, som mener, de kan snyde sig til midler, som ellers skulle eller kunne være gået til andre. Det er virkelig bekymrende, når vi så tydeligt ser, hvor omfangsrigt snyderiet er, siger Lisette Lind Larsen (S), som er næstformand for plan & kulturudvalget.
Faxe Kommunes indsatser mod snyd i 2025
- Kontrolgruppen træffer, som noget nyt, selv afgørelser på egne sager på kontanthjælpsområdet.
- Fortsætter med stikprøvekontrol af de enlige forsørgere, der modtager økonomisk friplads.
- Fortsat arbejde på at styrke samarbejdet mellem kommunens fagcentre.
- Undersøge ansøgningerne om økonomisk friplads, når der bliver angivet nul kroner i indkomst.
- Kontrolgruppen vil, i lighed med tidligere år, fortsætte med at tage på uanmeldt virksomhedsbesøg efter Retssikkerhedslovens § 12a.
- Fortsætte med at kontrollere beskæftigelseskravet for selvstændige erhvervsdrivende efter Sygedagpengelovens § 42.
Kilde: Faxe Kommune.
Sønderborg fanger 15,5 mio. kr.
Bedragerigruppen, som den kaldes i Sønderborg Kommune, har opsnappet snyd med sociale ydelser for 11,9 millioner kroner, som er den kommunale andel, og derudover har de også fanget snyd for 4,5 millioner kroner, som er statslige midler.
I årsberetningen fremgår det, at kommunen har behandlet 186 sager, og i 158 af sagerne blev der foretaget en ændring af borgernes ret til en ydelse enten fremadrettet eller med tilbagevirkende kraft.
- Det er vigtigt for både Sønderborg Kommune og dens borgere, at sociale ydelser bliver udbetalt til de rette, og at snyd med offentlige ydelser bliver stoppet. Bedragerigruppen gør hvert år en stor indsats ved at undersøge sager, som de bliver gjort opmærksomme på – både af borgere og af andre i vores organisation. Det er ærgerligt, at der er så mange sager, hvor der foretages ændringer, men det er desværre nødvendigt, siger formand for arbejdsmarkedsudvalget, Jan Prokopek Jensen (S).
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.