
ODENSE / BILLUND: I den ene kommune søger man med lys og lygte for at finde nye plejefamilier, mens man i den anden næsten prøver at slippe uden om dem ved at i stedet bruge barnets eget netværk - simpelthen fordi andet er for dyrt.
Billund Kommunes budget til familieområdet er overskredet med 13 mio. kr., og politikerne vil nu undersøge andre muligheder end klassiske anbringelser hos plejefamilier. Det skriver JydskeVestkysten.
- I første omgang skal forvaltningen se på, om der er ting, der kan gøres lige så godt mere effektivt. Hvis vi kan gøre noget anderledes, er det bestemt værd at kigge på - særligt i forhold til forebyggelse, men det er bestemt et område, som jeg er ked af at spare på, siger formand for børneudvalget Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S) til JydskeVestkysten.
Ved netværksanbringelser betaler kommunen ikke løn til plejefamilien, men kan i stedet nøjes med at dække omkostningerne ved at have barnet boende. Det kan så være hos familiemedlemmer, venner af familien, klassekammeraters familie eller lignende. Ligeledes kan kommunen ikke afvise, at de i fremtiden skal spare yderligere.
Ny kampagne skal finde nye familier
Den modsatte situation er gældende i Odense, hvor man idag, mandag, igangsætter en ny kampagne, der skal få flere til at melde sig som plejefamilier.
Kampagnen 'Hjerterum til mere' skal sikre, at plejebørn kan finde deres nye hjem tættere på, hvor de kommer fra. Odense Kommune har knap 300 børn og unge, der er anbragt eller i aflastning hos en plejefamilie, men kun 70 af dem er anbragt i kommunen.
- Odense Kommune har virkeligt dygtige plejefamilier, og dem skal vi have mange flere af. Særligt fra vores egen by. De fleste kan nok forestille sig de følelser, der følger med ikke længere at skulle bo hos sin mor og far. Hvis man så ovenikøbet skal skifte skole og venner, så bliver omvæltningen endnu større, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).
Kommunen forsøger desuden at give øget støtte til deres plejefamilier. I 2018 opgraderede Odense fra fem til ni plejefamiliekonsulenter, da fordelen er, at familiekonsulenterne i endnu højere grad kan matche plejefamilier og plejebørn, så det giver den bedste start. De nuværende plejefamilier har desuden fået tilknyttet en fast konsulent, hvilket giver større tryghed og sparring, når man som familie skal være et godt hjem for et anbragt barn.
- Det er vigtigt for os at give plejefamilierne den tryghed at vide, at de ikke står alene med ansvaret, og uanset om man er rutineret eller ny plejefamilie, vil der altid opstå situationer, hvor man har brug for sparring eller vejledning. Vi håber med den nye kampagne at komme i kontakt med flere, der har både mod på og hjerterum til et plejebarn, siger Charlotte Jensen, der er centerchef for Børne- og Ungerådgivningen i Odense.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.