dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Modstridende dilemmaer når risiko for trusler og chikane skal mindskes
Flere kommuner har gjort det muligt for de ansatte at underskrive som afdeling for at beskytte den enkelte sagsbehandler (genrefoto).
Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix

Modstridende dilemmaer når risiko for trusler og chikane skal mindskes

Landets jobcentre afprøver forskellige grader af anonymisering af de ansatte, men deres beskyttelse skal afbalanceres med borgernes retssikkerhed.
5. DEC 2023 15.08

Anonymisering af offentligt ansatte har været oppe at vende de seneste år, mens trusselsbilledet med chikane og trusler stiger. Senest blev det besluttet, at ansatte i psykiatrien skal have mulighed for anonymisering. 

Emnet fylder også rundt på landets jobcentre, men kommunerne beretter om dilemmaer og udfordringer med at finde den ideelle måde at beskytte deres ansatte på. 

Det fremgår af en spørgeundersøgelse foretaget af Kommunen.dk, hvor 51 kommuner har svaret. Ud af dem har syv indført initiativer for at beskytte de ansattes identitet. Fx har man i Skanderborg gjort det muligt for de ansatte at underskrive afgørelser som afdeling, i Sorø har man fjernet efternavne fra navneskilte og i Aabenraa og Nyborg har man fjernet kontaktinformation på ansatte på hjemmesiden. 

I langt de fleste kommuner benytter man sig ikke af navneskilte, men et personalekort med det fulde navn som også fungerer som et nøglekort. Det skal dog ikke ses som anonymisering, da deres navn stadig fremgår af afgørelser, indkaldelser osv. 

I Varde har man derudover taget en snak med de ansatte om at lukke deres sociale medier, så de ikke kan blive kontaktet af borgere derigennem. 

Modstridende hensyn

Flere kommuner svarer, at dilemmaet mellem borgernes retssikkerhed overfor de ansattes sikkerhed kan være svært at løse. 

"Det ene hensyn er hensynet til at vores borgere skal kunne se at det er ”rigtige” mennesker, som de møder og vurderer borgers sag. Det skaber forhåbentlig en større forståelse for, at deres sag faktisk bliver vurderet konkret af en person og ikke af et ”system”. Det betyder samtidigt, at borger kan kontakte en konkret person, hvis der  er spørgsmål til ens sag eller utilfreds med ens afgørelse. Det skal være mennesker, som man møder på Jobcenteret og ikke ”et system”. Vi vil helst undgå at ”fremmedgøre” sagsbehandlingen og mødet med borgerne.

Det andet hensyn er hensynet til medarbejderne, som kan være bekymrede for at de ikke kun skal stå til ansvar for deres ageren som fagprofessionel, men også kom til at stå til ansvar som privatpersonen, og det i yderste konsekvens kan forfølge dem, når de forlader arbejdspladsen.

Det første hensyn vejer tungt, hvilket udtalelser fra Folketingets ombudsmand også i forskellige sager har gjort klart. Det andet hensyn vejer også tungt, fordi det er vigtigt, vores medarbejdere kan være trygge når de går på arbejde og ikke mindst når de går hjem.", lyder det fra Faaborg-Midtfyn, og det tilføjes, at de ansatte af og til lufter ønsker om anonymisering. 

Det ovenstående og udpenslede svar står Faaborg-Midtfyn ikke alene med, og fx Herning har flere ansatte bedt om at få fjernet billeder af dem fra kommunens hjemmeside, sjældne/letgenkendelige mellemnavne fjernes i Aarhus og flere kommuner forklarer, at når der har været en ubehagelig episode med en borger, så kan man som afdeling underskrive afgørelser - og at en leder kan underskrive. 

Flere kommuner understreger, at de er villige til at revurdere praksis for anonymisering af jobcentrenes ansatte, hvis der opstår et aktuelt behov. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.