Tilbage i 2016 var budskabet klart: Sikkerheden skal være bedre på landets socialpsykiatriske bosteder. Sådan lød løftet fra den daværende regering, efter en medarbejder blev knivdræbt på et bosted i 2016. Det var dengang femte drab på bosteder på fire år, skriver Fagbladet FOA efter endnu en medarbejder kort før nytår blev på tragisk vis knivdræbt af en beboer.
- Der er fortsat meget vold mod både patienter og personale. Der er ikke siden 2016 gjort noget afgørende eller lavet radikale ændringer, som har betydet, at man kunne forvente, at tingene ville ændre sig. Hvis man virkelig ønsker det, er man nødt til at tilføre langt flere ressourcer og ændre rammerne. Det er ikke sket, siger overlæge og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Gitte Ahle.
Tal over både anmeldte arbejdsulykker og voldsanmeldelser til politiet viser, at problemer med vold på bosteder siden 2016 ikke er blevet færre. Der er derimod sket en lille stigning i antallet af anmeldte arbejdsskader efter fysisk eller psykisk vold på bo- og væresteder, viser tal fra Arbejdstilsynet.
Flere episoder anmeldes
Og også antallet af politianmeldelser relateret til "personfarlig kriminalitet" på en række større bosteder er vokset, viser tal fra landets politikredse, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.
I 2016 blev der indgivet i alt 232 politianmeldelser, mens der i 2019 blev lavet 330 anmeldelser for personfarlig kriminalitet som vold og trusler på bostederne.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) mener, at der grundlæggende er et problem med at sikre, at medarbejderne på bosteder kan gå trygt på arbejde:
- Den helt ærlige erkendelse er, at vi ikke har gjort det godt nok. Det er et område, som har været underprioriteret i for mange år, siger Astrid Krag og henviser til, at der arbejdes på en 10-årsplan for genopretning af hele det psykiatriske område.
- En stor del af bekymringen er, at man på bosteder står alene med borgere, der er for dårlige, og som i virkeligheden har brug for en mere specialiseret hjælp, end der er i socialpsykiatrien.
- En del af svaret er derfor at udviske det meget klare skel mellem, om man er indlagt, eller man er på bosted, hvor medarbejdere har for dårlig adgang til at trække på den specialistviden, der er i sygehusvæsnet. Det er noget af det, vi skal gøre bedre, siger Astrid Krag.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.