Der skal være strengere kontrol med kriminelle udlændinge, der opholder sig på et udrejsecenter.
Overholder de ikke deres kontrolforpligtelser som meldepligt, vil de blive pålagt at bære gps-fodlænke i ét år. Det er en del af regeringens forslag til en udvisningsreform, der præsenteres fredag i Statsministeriet.
Udlændinge uden lovligt ophold i Danmark bor på udrejsecenteret Kærshovedgård i Midtjylland. Statsminister Mette Frederiksen (S) siger på et pressemøde, at de nye tiltag handler om at passe på naboerne til udrejsecenteret.
- I alt for mange år har de (beboerne, red.) terroriseret et lokalområde.
- Vi ser mennesker, der igen og igen bryder den opholds- og meldepligt, der er pålagt dem. Derfor bliver det nu sådan, at hvis man bryder de regler på Kærshovedgård, så får man en fodlænke på. Det vil sikre, at myndighederne kan følge ens færden, siger statsministeren.
Fjernes gps-fodlænken, vil personen kunne blive idømt en frihedsstraf, der så også som udgangspunkt skal afsones med fodlænke på et udrejsecenter. Samarbejdes der ikke om fodlænken, vil straffen skulle afsones i fængsel i stedet.
Regeringens udvisningsreform blev varslet i Mette Frederiksens nytårstale, hvor hun præsenterede det ene af i alt fem tiltag.
Nemlig at kriminelle udlændinge, der idømmes mindst et års ubetinget fængsel for alvorlig kriminalitet, som "det helt klare udgangspunkt" skal udvises.
Det kræver dog, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ændrer sin fortolkning af menneskerettighedskonventionerne, hvilket regeringen forventer sker. Eksperter på området er dog ikke så sikre.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










