SYDDJURS: Skal Syddjurs have et frivilligcenter? Det bliver lokale kræfter nu inviteret til at byde ind på, oplyser kommunen. Invitationen kommer i forlængelse af en henvendelse fra foreningen Molsværket.
Molsværket er et mødested i byen Knebel med blandt andet kultur- og idrætsfaciliteter, børnehave og udearealer, og dets formand deltog på det seneste møde i kommunens social- og beskæftigelsesudvalg for at fortælle om foreningens overvejelser om at etablere et frivilligcenter.
- Vi ved, at det tager tid at opbygge et stærkt fundament for et frivilligcenter. Derfor vil vi i social- og beskæftigelsesudvalget allerede nu give et tydeligt signal om, at vi ser positivt på idéen, siger udvalgsformand Jesper Yde Knudsen (EL).
Med meldingen ønsker udvalget at give lokale aktører tid til at forberede sig; herunder undersøge mulighederne for at søge støtte fra Ansøgningspuljen til etablering af nye frivilligcentre under Social- og Boligstyrelsen.
Der findes i dag 71 frivilligcentre i Danmark. Social- og Boligministeriet har før ydet støtte til etablering over en toårig periode, hvorefter et frivilligcenter kan opnå varig grundfinansiering.
Ifølge den landsdækkende ngo FriSe er et frivilligcenter en frivillig forening eller en selvejende institution, som er funderet i et afgrænset lokalområde – typisk en kommune.
Frivilligcentrene har ansatte, og lokale foreninger kan få hjælp og sparring til bl.a. rekruttering af nye frivillige, lån af lokaler og politisk samarbejde på tværs.
Et eventuelt frivilligcenter i Syddjurs vil skulle prioriteres i Budget 2027.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









