dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
To AI-projekter er udvalgt til sandkasseforløb
Det ene sandkasseprojekt går ud på at udvikle en AI-løsning, som kan lette dokumentationen i sundheds- og omsorgsplejen. (Arkivfoto)

To AI-projekter er udvalgt til sandkasseforløb

En AI-løsning, som kan lette plejeansattes dokumentationsbyrde, vil få hjælp af to myndigheder til at finde rundt i GDPR-reglerne.
10. JUL 2024 10.30

Et særligt sandkasseforløb, hvor myndigheder og firmaer kan få hjælp til at udvikle AI-løsninger, som overholder lovgivningen.

Sådan lød tilbuddet fra Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen i foråret, og efter at have modtaget 23 ansøgninger har de nu udvalgt to AI-projekter til et forløb i sandkassen, oplyser Datatilsynet.

Det ene projekt er et offentligt-privat innovationssamarbejde mellem København, Aarhus og Aalborg kommuner og firmaet Systematic om projektet "Talt". 

Projektets formål er at udvikle en AI-løsning, som skal lette dokumentationsbyrden for medarbejdere i sundheds- og omsorgsplejen. Løsningen skal gøre det muligt for medarbejdere at indtale dokumentation i journalen, få genereret sammenfattede versioner af journalen og medvirke til, at dokumentation bliver korrekt journaliseret.

Det andet sandkasseprojekt er Tryg Forsikring, som vil udvikle en AI-assistent, der kan hjælpe med at strukturere og opsummere skadeoplysninger, lægejournaler m.v., som indgår i behandling af ulykkesskadesager. På længere sigt skal det kunne udvikles til en prædiktiv model, der kan bistå med at fastlægge méngrader hurtigere end i dag.

Tale-til-tekst og overblik

De to myndigheder havde 23 ansøgninger at vælge imellem, heraf syv fra offentlige myndigheder, ni fra virksomheder, tre fra foreninger og fire fra offentlig-private samarbejder. 

Brugen af tale til tekst-teknologier og anvendelse af generativ AI til skabe overblik over sager, dokumenter mv. har været gennemgående temaer.

Myndigheder forventer løbende at dele informationer fra sandkasseforløbene, og de skal til sidst udmunde i en afslutningsrapport, så andre også kan drage nytte af forløbene, lover Datatilsynet.

Det forventes, at der kommer en ny ansøgningsrunde næste forår.

Læs mere om sandkasseforløb her.

ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.