En dommer og to domsmænd ved Retten i Kolding har onsdag fundet en omsorgshjælper fra et bosted skyldig i tiltalen om uagtsomt manddrab. Han idømmes 20 dagbøder af 300 kroner. (Arkivfoto)
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Beboer døde af forbrændinger efter spabad - medarbejder dømt for uagtsomt manddrab

Medarbejder på bosted i Kolding burde ifølge retten have tjekket vandtemperatur, inden beboer kom i spabad.
 
KOLDING: En medarbejder på et bosted i Kolding er onsdag fundet skyldig i uagtsomt manddrab efter en ulykke i et spabad i januar 2024.

Her omkom en udviklingshæmmet beboer på bostedet Centervej i Kolding som følge af anden- og tredjegradsforbrændinger på store dele af kroppen.

Retten i Kolding har udmålt straffen til 20 dagbøder af 300 kroner, i alt 6.000 kroner.

Beboeren havde Downs syndrom og autisme og havde ikke noget sprog.

Han befandt sig i spabadet i cirka 30-45 sekunder, før han blev hjulpet op af omsorgshjælperen.

Medarbejderen nægtede sig skyldig, da han ikke mente, at han kunne bebrejdes noget i forbindelse med ulykken.

Han forklarede i retten, at han var af den overbevisning, at han havde indstillet termostaten på spabadet til 38 grader.

Men temperaturen på et display på badet viste efterfølgende, at vandet havde en temperatur på cirka 60 grader.

Omsorgshjælperen forklarede, at han fyldte spabadet. Men han kontrollerede ikke vandtemperaturen med hænderne.

Det var han ikke instrueret i at gøre, og det var heller ikke nævnt i en kvikguide, der lå ved badet, påpegede han.

Men dommeren og de to domsmænd mener, at medarbejderen som en selvfølge skulle have tjekket vandtemperaturen.

- Du burde have mærket på vandet. Det kræver ikke en særlig instruks fra arbejdsgivers side, siger retsformanden.

Bostedet har ikke givet god nok instruktion

Medarbejderen burde ifølge dommeren også have tjekket temperaturen på et display på spabadet, inden beboeren satte sig i badet.

Den tiltaltes forsvarsadvokat, Glenn Verding Hein, sagde i sine afsluttende bemærkninger i retten, at bostedet ikke havde givet en fyldestgørende instruktion i brugen af spabadet.

- Der har ikke været tilstrækkelig instruktion og opmærksomhed på stedet.

- Hvis man havde været opmærksom på det, så havde man sørget for, at kvikguiden indeholdt en advarsel om, at det her kunne være farligt.

Inden dommen benyttede omsorgshjælperen muligheden for at få det sidste ord.

Her fortalte han lavmælt og med gråd i stemmen om sit nære forhold til beboeren.

Han havde i retten medbragt et billede af den afdøde beboer og et tøjdyr magen til det tøjdyr, som var den nu afdøde beboers faste sovemakker.

Medarbejderen har været hjemsendt fra arbejde, siden der blev rejst tiltale mod ham.

Efter at have talt med sin klient sagde forsvarsadvokaten, at han vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for landsretten.

Det kræver en særlig tilladelse at anke til landsretten i bødesager under 20.000 kroner.

Bostedet Centervej i Kolding kom som følge af ulykken under skærpet tilsyn af Socialtilsyn Syd.

Tilsynet var bekymret for bostedets evne til at understøtte "beboernes sundhed og trivsel". Det skærpede tilsyn blev senere ophævet.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/udviklingshaemmet-omkom-efter-spa-ansat-faar-boede-for-uagtsomt-manddrab

GDPR