Aabenraa holdt trivselsundersøgelse tilbage

Ankestyrelsen anfægter, at kommunen kan sige nej til fuld aktindsigt på grund af oplysninger om enkeltpersoner.

AABENRAA: En trivselsundersøgelse fra specialpædagogkorpset i Aabenraa er omdrejningspunkt for en uenighed mellem kommunen og Ankestyrelsen, fremgår det af en udtalelse fra Ankestyrelsen.

En anmodning om aktindsigt i undersøgelsen, der var udarbejdet af Akademiet ApS, blev afvist af kommunen med begrundelse i offentlighedslovens paragraffer om enkeltpersoners ansættelsesforhold. Undersøgelsen indeholdt nemlig oplysninger om en leder.

Kommunen har fra sin side holdt sig til en passus fra et svar på et folketingsspørgsmål til Justitsministeriet, om at lederevalueringer på et helt generelt plan af hensyn til kommunens personalepolitik kan undtages fra aktindsigt.

Afvisningen blev indklaget til Ankestyrelsen, som vurderede, at kommunen ikke kunne bruge de paragraffer til at afvise aktindsigt, fordi der ikke er tale om, at trivselsundersøgelsen alene indgår i en sag om den pågældende leders ansættelsesforhold.

Styrelsen har samtidig henvist til, at kommunen ikke havde vurderet, om kommunens eller de ansattes interesser ville lide skade, hvis dokumentet blev udleveret. Samtidig beder styrelsen kommunen vurdere, om der skal gives aktindsigt i dele af dokumentet.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard