Herlev, Ishøj og København står først til at få vaccine

De tre kommuner bliver de første modtagere, oplyser de selv.

ISHØJ / HERLEV / KØBENHAVN: Ishøj og Herlev modtager som nogle de første kommuner i Danmark coronavaccinen, skriver Ekstra Bladet. Også Københavns Kommune er blandt de kommuner, som modtager vaccinen først, bekræfter kommunen selv.

De tre kommuner har alle ligget højt på incidens over en længere periode. Tidligere har KL beskrevet, at det bliver plejecentre i kommuner med det højeste smittetal, der får vaccinen først.

- Vi får vaccinen først. Det er, hvad vi ved indtil nu, siger social- og sundhedsudvalgsformand Merete Amdisen (S) fra Ishøj Kommune til Ekstra Bladet. Ishøj har aktuelt den højeste incidens blandt alle kommuner, 1.015.

Centerchef Hannah Wilsom fra Herlev Kommune fortæller, at man allerede juleaften er klar til at modtage vaccinen på tre plejecentre.

Ritzau