Frikommuneforsøg:
Alarmer og dørmåtter giver bedre sikkerhed, søvn og støtte

Borgere med demens eller psykisk handicap har nytte af overvågningsteknologi. Men der er næppe penge at spare, fremgår det af evaluering af forsøg i syv kommuner.

Det har givet mere sikkerhed, bedre søvn, større tryghed, færre konflikter og bedre støtte til personlig hygiejne for en række borgere med demens eller psykisk handicap, at der er blevet brugt døralarmer, sensorer, trædemåtter, kamerakig og særlige døråbnere til at holde øje med dem. 

Det konkluderer en evaluering fra Vive af et frikommuneforsøg i Favrskov, Herning, Holstebro, Silkeborg, Skive, Randers og Aabenraa kommuner. De syv kommuner fik dispensation fra flere regler om, hvornår de teknologiske løsninger kan bruges, og hvad man gør, når borgeren ikke selv kan give samtykke.

Personalet oplever, at teknologierne gør det muligt at give omsorg, når der er brug for den, og at forebygge risikosituationer, fx hvis borgeren forlader afdelingen, især om natten. Også de pårørende føler sig mere trygge, fremgår det af evalueringen.

Samme normering

Derimod sparer de teknologiske løsninger ikke umiddelbart penge til personale, selvom frikommunenetværket hed "bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde". 

De involverede vurderer, at teknologien ikke har ændret normeringsbehovet i de enkelte tilbud. Tværtimod har der været udgifter til indkøb og drift og personaletimer til at få gang i at bruge løsningerne, men de omkostninger er begrænsede i forhold til den kvalitet i plejen, teknologien giver.

Evalueringen viser også forskelle i, hvor mange borgere de syv kommuner har taget med i forsøget. Den identificerer fire områder, der har været centrale:

  • Organisatorisk rammesætning i form af ledelsesmæssig opbakning og implementeringsstrategi
  • Udbredelse af kendskab til mulighederne til ledere og medarbejdere på pleje- og botilbud
  • Samspil mellem pleje- og botilbud og myndighedssagsbehandler til afklaring af jura
  • Teknisk støtte til pleje- og botilbuddenes valg af teknologi, installering og support.

Rapporten gør opmærksom på, at brugen af fx kamerakig og bevægelsessenorer rejser etiske spørgsmål om privatliv. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, om overvågningen sker for at drage omsorg for borgeren, om den konkrete praksis understøtter formålet bedst muligt, og om det er de rigtige borgere.

En interviewundersøgelse, som indgår i rapporten, indeholder da også kritiske perspektiver, som kommunerne bør holde sig for øje, om håndhævelse af et mindsteindgrebsprincip og systematisk opfølgning samt på personalets forudsætninger og nye arbejdsvilkår.

De kritiske kommentarer ændrer dog ikke på, at der generelt er meget positive tilbagemeldinger fra både personale, ledere og pårørende i interviewdelen. 

Hele rapporten kan læses her.