Leder af SeniorDigital Pia Therkildsen (i midten) modtog Digitaliseringsprisen 2026 for Digital Inklusion på vegne af Aalborg Kommune sammen med Lena Lynge (tv.) og Tine Rokkjær (th.) fra SeniorDigital.
Aalborg Kommune

Aalborg vinder pris for digital hjælp til ældre

SeniorDigital tilbyder hjælp derhjemme til ældre med begrænsede it-kompetencer.
19. MAR 2026 14.39

AALBORG: Det blev Aalborg Kommune, som løb med årets Digitaliseringspris i kategorien digital inklusion.

Kommunen får prisen for SeniorDigital, som tilbyder individuel støtte til ældre borgere, som har svært ved at anvende digitale løsninger som MitID, digital post og kommunale selvbetjeningsløsninger, og som ikke har et netværk, som kan hjælpe dem i hverdagen. 

Hjælpen tager udgangspunkt i den enkelte ældres udfordringer og leveres altid i trygge rammer som hjemme hos borgeren eller på det lokale aktivitetscenter eller plejehjem, oplyser kommunen.

Formålet er at hjælpe den ældre til at bevare sin selvstændighed og forebygge, at han eller hun laver fejl i selvbetjeningsløsninger, gentagne gange henvender sig til kommunen eller oplever digital eksklusion og isolation.

Selvstændighed

Leder af SeniorDigital Pia Therkildsen påpeger, at digital inklusion kræver målrettet og individuel tilpasset støtte til it-svage ældre.

- Hvis MitID driller, mister man adgangen til at betale en regning selv. Og går mobilen i sort, forsvinder kontakten til omverdenen. Så er man pludselig meget afhængig af andres hjælp. I SeniorDigital hjælper vi de ældre med at løse de digitale udfordringer i hverdagen, så de kan bevare deres selvstændighed - også digitalt, siger hun.

Kommunen vandt prisen i opløb med to andre nominerede, hvoraf det ene også var fra Aalborg, nemlig projektet Digitalt løft af integrationsborgere. Den tredje nominerede var projektet Min Dialog fra Frederiksberg Kommune.

De to øvrige digitaliseringspriser gik til ATP (Innovationsprisen) og Danske Domstole (Sammenhængsprisen). ATP fik prisen for at uddanne medarbejdere uden it-baggrund til selv at automatisere arbejdsprocesser, mens Danske Domstole fik sin pris for at digitalisere straffesagskæden.

Bag prisen står Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, HK, Rambøll og Dansk IT.

ak

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/aalborg-vinder-pris-for-digital-hjaelp-til-aeldre

GDPR