26 kommuner anvender eller overvejer at anvende private konsulenter til at finde besparelser på det sociale område. Men metoden, som i flere tilfælde involverer resultatløn, kan være i strid med serviceloven.
Derfor har Ankestyrelsen bedt kommunerne om en udtalelse for at få klarhed over lovligheden af aftalerne. Udtalelsen skal bruges til at vurdere, om der skal rejses tilsynssager. Det oplyser Ankestyrelsen i en pressemeddelelse.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) mener, at det er vigtigt at få klarhed i sagen.
- Jeg mener, at det er helt afgørende, at vi kommer til bunds i sagen her. Jeg er stærkt bekymret, hvis der er kommuner, der bruger konsulenter til at finde besparelser på sårbare mennesker ud fra en metode, som er bygget op omkring en eller anden form for resultatløn for konsulenterne, siger hun.
Da sagen kom frem tidligere i december, sagde Astrid Krag, at hun ville bede Ankestyrelsen om at gå ind i sagen. Det er nu sket, og ministeren er glad for styrelsens hurtige reaktion.
Altinget har beskrevet, hvordan en række kommuner har indgået aftaler med private konsulenter, som får til opgave at gennemgå kommunens sager på udsatte borgere med det formål at finde besparelser.
Og i langt de fleste tilfælde er kontrakten udformet sådan, at kommunens betaling til rådgiverne er afhængig af, hvor stor en besparelse der opnås.
Eksperter: På kant med loven
Juraeksperter har over for Altinget vurderet, at samarbejdsaftalerne mellem kommuner og konsulentbureauer kan være på kant med loven.
Astrid Krag vil komme tvivlsspørgsmålene til livs.
- Det er kommunernes ansvar at træffe afgørelser efter serviceloven. Og det ansvar kan kommunen ikke overlade til et privat konsulentfirma. Vi kan ikke have, at der er tvivl om, hvorvidt kommunerne lever op til deres ansvar, siger Astrid Krag.
De pågældende kommuner bliver af Ankestyrelsen bedt om at redegøre for en række forhold. Det gælder blandt andet, hvilke opgaver konsulentfirmaerne er bedt om at varetage. Det skal også forklares, hvordan firmaerne har arbejdet med konkrete borgersager.
Derudover skal spørgsmål om betaling og urigtige afgørelser også på bordet.
Ritzau
Fakta: Det skal kommunerne redegøre for over for Ankestyrelsen
- Hvilke opgaver konsulentfirmaet er bedt om at varetage.
- Hvordan konsulentfirmaet har arbejdet med konkrete borgersager for at kunne komme med anbefalinger i forhold til blandt andet kvalitet og effektivisering.
- Antallet af sager, hvor eksempelvis en borgers allerede bevilgede støttetilbud efter servicelovens regler er blevet ændret efter konsulentfirmaets gennemgang.
- Hvorvidt kommunen efterfølgende har konstateret, at der er truffet urigtige afgørelser efter konsulentfirmaets gennemgang af de enkelte sager. Herunder skal det også opgøres, om kommunen i så fald har rettet op på fejlene.
- Hvilket beløb kommunen budgetterede med at betale til konsulentfirmaet ved indgåelse af kontrakten. Her skal der også redegøres for, hvilket beløb kommunen har betalt til firmaet på nuværende tidspunkt.
- Hvorvidt der er indgået aftale med konsulentfirmaet om betaling efter 'no cure no pay'-princippet. Med det princip er aflønningen en del af de besparelser, konsulenterne finder.
- Følgende kommuner har modtaget en høring fra Ankestyrelsen:
Hedensted, Silkeborg, Tårnby, Køge, Næstved, Nyborg, Kerteminde, Nordfyns, Kolding, Vejle, Billund, Horsens, Odder, Aarhus, Favrskov, Randers, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Vesthimmerland, Rebild, Hjørring, Allerød, Fredericia, Odsherred, Furesø, Ballerup.
Kilde: Ankestyrelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.