De illoyale whistleblowere

Sagsbehandlende politikere er en pest for embedsmænd, og tilsvarende er politiserende embedsmænd heller ikke godt nyt for politikere. Sådan har det været, lige så længe arbejdsdelingen mellem de to har eksisteret (og er blevet overtrådt). Det nye er, at også embedsmænd nu kan opleve at blive torpederet af politiserende kolleger.

En nyhed i denne uge om en lækket lydfil fra et møde i Økonomi- og Indenrigsministeriet er gået mærkeligt under radaren hvad selve lækken angår. Til gengæld har forargelsen over indholdet været helt planmæssig, herunder har de forargede omhyggeligt kun refereret til en del af den udtalelse, lydfilen rummer.

Enhver kan se forskel på, om sætningen ‘Hvis I er meget optaget af, at der ikke skal være offentlighed i noget, jamen så må vi tilrettelægge vores arbejde på en måde, så der ikke er offentlighed i det’ ledsages eller ikke ledsages af en indledende forklaring om, at offentlighedsloven netop også dekreterer, at ‘der ikke er offentlighed om alt. Der er jo en hel del der foregår i sådan et ministerium her, som er fortroligt, og som der er gode grunde til, at det er fortroligt’, som departementschef Sophus Garfiel blandt andet sagde.

Men den del af det lader vi ligge i denne omgang. Der er rigeligt andre, der går op i dét.

Derimod er der stort set ingen, der har problematiseret selve det, at nogen til et internt møde i et ministerium rutinemæssigt sidder og optager, hvad chefen siger. Rutinemæssigt, fordi det er en umulig tanke at forestille sig, at det kun skulle være sket den ene gang, og at det så lige var den dag, departementschefen sagde noget, som Politiken gerne ville trykke og problematisere.

Der må være en komplet syg medarbejderkultur, for at noget sådant kan finde sted. Hvem blandt læserne har aldrig nogensinde på et internt møde sagt noget, som ikke ville se godt ud på en avisforside? Anyone? Nej vel. Og hvem siger, at den ukollegialt lydoptagende såkaldte kollega kun har ønske om at hænge chefen ud? Hvem bliver den næste?

Der må være basis for nogle interessante snakke blandt medarbejderne indbyrdes. Og der udestår mildest talt også en ledelsesopgave med at få ryddet op i den indbyrdes mistro mellem medarbejderne, som må være opstået senest ved offentliggørelsen af lydfilen.

Sidst der skete noget lignende, var da daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen blev lydoptaget under et internt møde i Miljøstyrelsen i november 2016. Også her var det Politiken, der viderebragte ordlyden, dengang med et halvt års forsinkelse, og også dengang hvilede forargelsen på en selektiv gengivelse af udtalelsen om at ‘det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord’ med bekvem udeladelse af den forklarende fortsættelse, at man så ikke har mulighed for i en arbejdsproces at ‘passe ting til uden at det skulle opfattes, som om at nu vil man skjule noget’.

Måske knap så elegant formuleret, og ministeren var da også ude med en beklagelse  efterfølgende, selvom det dog er et legitimt synspunkt at synes, at noget er træls. Ligheden med den seneste læk består da også først og fremmest i den illoyalitet, der ligger i, at man optager interne samtaler med den hensigt at offentliggøre de dele af dem, hvis indhold passer i ens kram.

I tilfældet Esben Lunde Larsen var alle helt bevidste om, at lækken havde til formål at underminere ministeren, mens det indtil videre i tilfældet Sophus Garfiel er mere uklart, om det er departementschefen som person eller praktiseringen af offentlighedsloven man ønsker at ramme.

Hvilke reaktioner der er på vej på de indre linjer i ministeriet vides heller ikke endnu. Trekvart år efter offentliggørelsen af lækken fra Miljøstyrelsen fik hele styrelsen besked om, at den skulle flyttes til Odense. Bum.

Måske er der slet ingen sammenhæng, men det kan også være, at den lydoptagende medarbejder er en af dem, der ikke flytter med. Man kan forestille sig alt muligt - dog næppe at en udflytning af Økonomi- og Indenrigsministeriet kommer på tale.