AABENRAA: Flere end forventet er kommet væk fra kontanthjælpen, lyder det fra Aabenraa Kommune, der i 2015 lagde en investeringsstrategi ved navn KIK, der over tre år fra 2016 skulle halvere antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Nu begynder resultaterne at vise sig.
Byrådet afsatte 68 mio. kr. til KIK, og efter det første år er antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er nemlig faldet betragteligt. Da projektet startede, havde jobcenteret registreret 1.008 personer i den gruppe, og 31. oktober i år var der 705.
I løbet af perioden er der kommet 151 nye aktivitetsparate til.Når man lægger dem til de 1.008, har i alt 454 borgere flyttet sig fra kontanthjælp enten til selvforsørgelse (ca. 50 pct.) eller til andre ydelser eller fleksjob (ca. 50 pct.). Formålet med KIK er at få flere i job eller uddannelse, og at få placeret dem, der ikke er klar til selvforsørgelse, på de rigtige ydelser.
Samtidig kan det konstateres, at Aabenraa Kommune har sparet 9,7 mio. kr. på området de første 10 måneder af 2016. Det skal ses i forhold til, at der var budgetteret med en nettoudgift på 14,5 mio. kr. i samme periode.
- Det er gået hurtigt det første år, men det er ikke sikkert, tempoet bliver lige så højt de kommende år, for det er jo især de borgere, der er sværest at få i job eller uddannelse, der er tilbage, påpeger vicekommunaldirektør Tom Ahmt.
Cykelforløb med transportbranchen
En af de indsatser, der har virket rigtig godt, er KIK Fokus, som er et intensivt forløb for borgere, der skal have brudt en uhensigtsmæssig social indstilling eller arv, eller som har et defineret misbrug eller en kriminel løbebane.
Et af de nye tiltag er et cykelprojekt, som er iværksat sammen med transport- og logistikbranchens organisation ITD. Projektet strækker sig over et halvt år, inddrager 20 unge kontanthjælpsmodtagere, der skal gennem et forløb med kost, fysisk træning, cykeltræning, personlig udvikling og virksomhedspraktik i en transport- og logistikvirksomhed. Det slutter med, at de unge cykler fra Padborg til Alpe d’Huez i Frankrig, og at de derefter fortsætter i enten job eller uddannelse.
Konceptet er sammensat af transport- og logistikbranchens organisation ITD i samarbejde med Aabenraa Kommune. Desuden medvirker en række virksomheder i projektet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.