
Mennesker med alvorlige psykiske lidelser dør tidligere end resten af befolkningen, og deres levetid er gennemsnitligt helt op 15 til 20 år kortere. Med regeringens nye psykiatriplan, "En stærkere psykiatri", skal de have et længere og mere værdigt liv.
Cirka halvdelen af planens 2,6 mia. kr. målrettes således patienter med skizofreni og andre "tunge" psykiatriske diagnoser.
Pengene er tiltrængt, siger Jane Alrø, der er generalsekretær i landsforeningen Bedre Psykiatri.
Hun henviser til, at mere end hver fjerde, som har været indlagt, kommer tilbage til sygehuspsykiatrien med behov for akut hjælp inden for 30 dage efter udskrivelse.
- Mennesker med alvorlig psykisk sygdom er meget dårligt hjulpet i dag, fordi der ikke er sengepladser nok. De går ind og ud af psykiatrien.
- Har de samtidig et misbrug, eller er de hjemløse, kan situationen være endnu mere desperat. Det her er virkelig en saltvandsindsprøjtning og det første forsøg på systematisk at løfte psykiatrien, siger Jane Alrø.
Usikkerhed om tilbud
Planen er anden og sidste del af en 10-årsplan, der samlet vil tilføre psykiatrien 4,6 mia. kr. fra 2020 til 2030. 35 pct. mere end i 2019. Den første delaftale faldt på plads i 2023, og efter påske skal regeringen i gang med at forhandle med partierne i Folketinget om anden del af planen.
Professor i psykiatri Merete Nordentoft er glad for, at der er fokus på de mest syge. Men hun er uenig i, at halvdelen af de 2,6 milliarder er reserveret dem. Det er nærmere 1 milliard, vurderer hun, da der er usikkerhed om, hvilke grupper de enkelte tilbud retter sig mod.
Særligt håber hun, at det ved forhandlingerne lykkes at få forhøjet beløbet på 200 mio. kr. til regionernes udgående teams, hvor medarbejdere kommer hjem til den syge.
En indsats, der kan betyde, at en indlæggelse kan undgås, siger hun.
- Det er de udgående teams, der sørger for, at tilværelsen hænger sammen for mennesker med alvorlige sindslidelser. Når man læser planen, ser det ud som om, at man enten er indlagt eller overgået til kommunen.
- Man overser det kæmpe arbejde, som de udgående teams gør for mennesker med for eksempel psykotiske lidelser, hvor de hører stemmer eller tror, at der er nogen, der vil dem noget ondt, siger Merete Nordentoft.
Nogle af midlerne i 10-årsplanen er kommet ud at leve. Men indtil videre er det svært for dem, der er syge, og for deres pårørende at få øje på forbedringer, siger forperson i Sind Mia Kristina Hansen.
- Det er ikke deres oplevelse, at forholdene i psykiatrien er blevet bedre. Måske fordi der samtidig med, at der er blevet tilført flere penge, har været besparelser.
- Og så går det jo lige op i sidste ende. Men vi skal bevare håbet om, at planen kommer til at virke for de syge, som ikke selv har håbet, siger Mia Kristina Hansen.
Ro på
Hun håber, at nye kommunale afklaringspladser kan nedbringe antallet af genindlæggelser. Pladserne skal gives til patienter, der lige er blevet udskrevet, men som har brug for støtte, inden de skal i egen bolig eller flytte ind på et bosted.
- I stedet for at blive udskrevet til ingenting, så vil der være et tværfagligt personale på afklaringspladsen, som tager sig af dig. I dag er der mange, som er bange for at blive udskrevet. Men nu kan de få ro på, siger Mia Kristina Hansen.
I Bedre Psykiatri mener generalsekretær Jane Alrø, at der er mere end én pointe i at hjælpe dem, der er mest forpinte og mest udsatte.
- Hjælper vi dem, så frigiver det samtidig kapacitet i resten af psykiatrien.
I alt indeholder planen 20 initiativer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.