
ODENSE: Hvad gør man som kommune, hvis man har en skole, hvor elever gentagne gange udviser grov grænseoverskridende adfærd?
Odense Kommune kommer nu med tre bud på modeller til et midlertidigt pædagogisk skoletilbud, der skal komme problemerne til livs:
Model 1 præsenterer et tilbud, hvor eleverne får mulighed for timeout på en anden matrikel end folkeskolen. Model 2 præsenterer et tilsvarende tilbud, hvor eleverne får mulighed for timeout på en anden folkeskole i Odense, mens model 3 præsenterer et fremskudt team med hjælpen tæt på praksis.
Sagen, der igen var på børn- og ungeudvalgets dagsorden tirsdag, kommer i kølvandet på en række sager fra Agedrup Skole, hvor elever har udvist grænseoverskridende adfærd - herunder tilfælde med salg af alkohol og euforiserende stoffer i skoletiden, trusler med kniv, overfald i omklædningsrum, krænkelser af seksuel karakter, vold, tyveri og hærværk.
"Tilbuddet skal have et pædagogisk sigte med den primære ambition, at eleven kan vende tilbage til egen klasse, og hvis det ikke kan lykkes, at finde et alternativt og passende skoletilbud," fremgår det af referatet.
Bred politisk enighed
Et alternativt skoletilbud for elever med grov grænseoverskridende adfærd er inspireret af den svenske model med såkaldte akutskoler og har til formål at adskille de involverede elever for at skabe en pædagogisk ramme for at arbejde med de pågældende elever.
I det seneste budgetforlig bakkede forligspartierne op om arbejdet med et akut skoletilbud, der forventes at træde i kraft i starten af 2025. Med bred politisk enighed indstiller Børn- og Ungeforvaltningen nu, at udvalget drøfter de tre modeller med henblik på senere politisk stillingtagen på udvalgsmødet den 10. december.
Med etableringen af et midlertidigt tilbud for elever med grov grænseoverskridende adfærd vurderes det umiddelbart, at der vil skulle afsættes midler i størrelsesordenen 3,5 til 5,5 mio. kr. afhængig af, hvilket tilbud der iværksættes.
Endnu en sag til listen
Og stod det til Marcin Kaczmareks, kan arbejdet formentlig kun gå for langsomt. I TV2 Fyn fortæller han onsdag, hvordan hans søn blev overfaldet af fem klassekammerater, der havde skubbet ham ned på græsset, trukket bukserne af ham, sparket, slået og spyttet på ham.
Sagen er - som nævnt - langt fra enkeltstående. Agedrup Skole har om nogen været i vælten.
En række sager om grov grænseoverskridende adfærd blandt elever har bl.a. medført, at daværende skoleleder Christian Gantzhorn Hovendal i september forlod sin stilling efter kritisk rapport. Børn- og Ungeudvalget bestilte undersøgelsen hos Deloitte i marts efter et bekymringsbrev fra 113 forældre til børn på skolen. Brevet berettede om episoder, hvor elever havde udvist grænseoverskridende adfærd over for andre elever.
I samme ombæring var kommunen ude at fortælle, at politikerne i Odense strammede opsynet med skolen.
De mange sager om mistrivsel gav i august anledning til, at kommunens politikere blev enige om at undersøge grundladet for en akutskole for utilpassede unge - en sag som fik grønt lys af børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S).
Mere om de tre modeller
Model 1: Timeout – klar til fællesskabet (på en anden matrikel end folkeskolen)
- Modellen er en skole i Odense inspireret af den svenske model med en kapacitet til syv elever. Tilbuddet kan være målrettet elever i 4.-9. klasse, der udviser grov grænseoverskridende adfærd overfor voksne eller andre elever.
- Timeout-skolen fokuserer på at give eleverne en midlertidig ekstra støtte og ressourcer for at hjælpe dem med at overkomme udfordringer og få et ”pusterum”. Det kan inkludere specialundervisning, psykologisk støtte, sociale færdigheder, og andre former for hjælp, der er nødvendige for at sikre, at eleverne kan trives både fagligt, personligt og i fællesskabet.
- Der arbejdes med en helhedsorienteret tilgang, hvor både læring og personlige behov bliver taget i betragtning.
Model 2: Timeout – klar til fællesskabet (i en akutklasse på en folkeskole i Odense)
- En anden løsning er at placere et timeout tilbud på en af de 32 folkeskoler, hvor der er ledig kapacitet.
- Tilbuddet etableres som et midlertidigt OBS-lignende tilbud med en kapacitet på syv elever. Tilbuddet er målrettet elever i 4.-9. klasse, der udviser grov grænseoverskridende adfærd overfor voksne eller børn på distriktsskolen.
Model 3: Time out - klar til fællesskabet (et fremskudt team – med hjælpen tæt på praksis)
- En tredje løsning er at etablere et udkørende kommunalt fremskudt team, som træder til, når en elev har udvist grov grænseoverskridende adfærd på en skole. Teamet er en forlængelse af den eksisterende støtte på skolen, men med en mere direkte og umiddelbar indsats. Tilbuddet er målrettet elever i 4.-9. klasse, der udviser grov grænseoverskridende adfærd overfor voksne eller børn på distriktsskolen.
Kilde: Odense Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.