Forskellen i levealder i de danske kommuner bliver endnu større i de kommende ti år.
Mens nyfødte i Odder i 2035 kan forvente at blive 87,1 år, kan de i Guldborgsund og Lolland kun forvente at blive henholdsvis 80,9 og 81,1 år. Dermed stiger forskellen mellem top og bund fra fem til seks år.
Det viser fremskrivninger, som Forebyggelsesalliancen har lavet frem mod 2035. Alliancen består af 31 organisationer og virksomheder, der arbejder for øget politisk prioritering af sundhedsforebyggelse.
Udviklingen er alarmerende, mener Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica, som har stiftet og leder alliancen.
- Danmarkskortet er ved at knække, når det kommer til, hvor længe vi lever. At et barn på forhånd har fået bestemt, at det skal leve seks år kortere, fordi man vokser op i én kommune frem for en anden, er uacceptabelt. Større er vores land altså ikke, siger hun.
Alliancen mener, at forebyggelse er nøglen til at dæmme op for udviklingen, og at det bør være et centralt fokus for lokalpolitikerne. Til gengæld mener hun, at byrådene ikke får tilstrækkelig opbakning fra Christiansborg.
- Kommunerne står med en stor opgave, som de ikke kan løse alene. Derfor er det vigtigt, at vi ser en samlet indsats, hvor kommunerne understøttes i deres arbejde for at sikre bedre sundhed for alle borgere. Et stærkere fokus på forebyggelse, både lokalt og nationalt, er nødvendigt for at vende udviklingen, forklarer hun.
Forebyggelsesalliancen anslår, at hvis alle danskere levede lige så længe som borgere i Rudersdal, hvor den forventede levetid lige nu er højest, kunne arbejdsudbuddet øges med 40.000 personer, ligesom de offentlige finanser ville forbedres med 14 mia. kr. alene på stærkere beskæftigelse.
Sådan er fremskrivningen lavet
Beregningerne tager udgangspunkt i data fra Danmarks Statistik fra perioden 2010-2024 om nyfødtes forventede levetid. Den gennemsnitlige årlige udvikling er så ført videre frem mod 2035.
Medlemmer af Forebyggelsesalliancen:
AIDS-Fondet, Dansk Firmaidræt, Fonden Mental Sundhed, Lungeforeningen, Aleris, Dansk Psykoterapeutforening, Fysio Danmark, Medicoindustrien, Astma-Allergi Danmark, Dansk Selskab for Geriatri, Gigtforeningen, MSD Danmark, Børns Værd, Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet, Høreforeningen, Nyreforeningen, Capio Privathospital, Danske Praktiserende Fysioterapeuter, Kosmetik- og hygiejnebranchen, Optikerforeningen, Center for Ludomani, Danske Tandplejere, Lidl, Psykiatrifonden, Company Health, Danish.Care, Danica, SAGA, Danmarks Apotekerforening, DGI byen, SMVdanmark.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.




















