
Ungekrisecenteret Joannahuset kan dateres tilbage til 2020, hvor et bredt flertal i Folketinget blev enige om en forsøgsordning for det døgnåbne krisecenter for børn og unge under 18 år.
Sidenhen er forsøget blevet fulgt af blandt andet Ankestyrelsen, der i januar 2023 udgav en erfaringsopsamling, og som har endnu en opsamling i vente.
I forbindelse med, at Social- og Boligministeriet har modtaget flere bekymringshenvendelser om forsøget, har ministeriet indhentet en redegørelse og en supplerende redegørelse fra Joannahuset. Henvendelserne har givet anledning til bekymring, herunder om hvorvidt Joannahuset giver mulighed for, at forældre kan afhente deres børn og unge.
Derfor er regeringen og alle Folketingets partier blevet enige om, at der er behov for at rette forsøget til. Dette sker bl.a. ved hjælp fra en ny aftale kvalitetssikre de eksisterende rammer.
Kvalitetsløft
Aftalen indebærer blandt andet, at Joannahuset skal have børnefagligt personale til stede døgnet rundt, registrere situationer hvor politiet er blevet tilkaldt ifm. en afhentningssituation, og at socialtilsynet fremadrettet skal føre tilsyn med Joannahusets rådgivningstilbud.
- Joannahuset er et tilbud til unge, som står i en krise og ikke har nogen steder at gå hen. Det er et forsøg med et ungekrisecenter og et nybrud – derfor er det også vigtigt at følge forsøget tæt og rette til, når der er behov for det, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og fortsætter:
- Jeg tager kritikken af Joannahuset meget alvorligt og er derfor glad for, at et bredt flertal i Folketinget er enige om en aftale, der skal løfte kvaliteten. Når alt kommer til alt, må det vigtigste være, at unge i krise har muligheden for at søge hjælp og få et trygt frirum i børnevenlige rammer, siger ministeren.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.