ALLERØD: På et plejecenter i Allerød Kommune har man i halvt år afprøvet nye sensorer, der sættes langs indersiden af en ble, og som ifølge en evalueringsrapport fra forsøget kan være et nyttigt værktøj for både de ansatte og for beboerne.
Sensoren påklistres indersiden af bleen, og en boks lukkes på ydersiden af bleen, der sender en notifikation ud til både de enkelte medarbejderes telefon samt en fælles overbliksskærm, hvor medarbejderne kan se, hvornår en ble senest er blevet skiftet.
Rapporten, der består af interviews med tre af af de fem borgere, der har afprøvet sensoren, samt interviews med 11 ansatte på plejecenteret, viser, at sensoren har potentiale til at øge livskvaliteten for borgerne, har reduceret forbruget af bleer og været med til hjælpe de ansatte i deres arbejde.
Undersøgelsen viser blandt andet, at otte ud af de 11 medarbejdere oplever færre unødvendige bletjek, og ni rapporterer om færre blelækager hos beboere med sensorer end dem uden. Derudover reducerer sensoren tiden for borgerne i fuld ble med 43 pct., svarende til ca. en time, viser rapporten.
I alt vurderer otte ud af de 11 ansatte, at løsningen skaber værdi for beboeren og understøtter øget livskvalitet og værdighed.
I forhold til arbejdsgangene fortæller knap halvdelen af de ansatte, at løsningen har gjort deres arbejdsgange og rutiner i forbindelse med bleskift lettere. Derudover fortæller otte ud af 11, at de bruger informationen fra sensorerne til at målrette bleskift.
Syv ud af 11 fortæller desuden, at løsningen understøtter dem i øget arbejdsglæde i forbindelse med bleskift, og otte ud af 11 oplever, at sensoren understøtter dem i både mere effektiv og målrettet opgaveløsning.
Afprøvningsperioden sluttede i september, men Allerød Kommune har givet midler til, at plejecenteret, Plejecenter Egholm, kan fortsætte i to år endnu.
Jannie Lykke Jensen, der er leder af Plejecenter Engholm, hilser velfærdsteknologi meget velkommen, da det både er godt for medarbejdere og beboere.
- Vi er meget optaget af at gøre tingene mere effektivt. Så når velfærdsteknologi kan effektivisere og frigive nogle ressourcer, afprøver vi rigtig gerne det. For det øger trivslen og livskvaliteten hos beboerne, fortæller hun til Fagbladet FOA.
- Samtidig oplever medarbejderne en øget tilfredsstillelse med deres arbejde. Det er rigtig vigtigt, og det er noget, jeg har enormt meget fokus på. For mig som leder handler det i høj grad også om, at jeg kan forbedre medarbejdernes arbejdsmiljø, tilføjer hun.
Testforløbet er udført i et samarbejde mellem Allerød Kommune, Wear&Care og Nordic Health Lab. Nordic Health Lab har derudover stået for udarbejdelse af rapporten.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










