dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Orienten i Nordhavn indeholder almene boliger og stod færdig i 2019. Regeringen vil med nye tiltag sikre 25.000 flere almene boliger de næste ti år. (Arkivfoto)
Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Boligudspil skal sikre 25.000 nye almene boliger over ti år

Regeringen vil skaffe flere almene boliger ved at hæve maksimumbeløb og regulere det efter prisudvikling.
4. NOV 2025 8.47

Regeringen vil med et nyt boligudspil skabe 25.000 almene boliger over de kommende ti år.

Det siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) til Politiken.

- Det er ikke bare et boligproblem, når almindelige mennesker ikke har råd til at bo og leve i byerne. Så bliver det et socialt problem. Og et demokratisk problem, siger hun til avisen.

Som en del af udspillet vil regeringen hæve maksimumbeløbet for, hvor meget et alment boligbyggeri må koste at opføre.

Nu skal kommuner som København og Aarhus have lov at overskride beløbet med 20 procent de næste ti år, skriver Politiken.

Desuden vil regeringen hæve det landsdækkende maksimumbeløb med en procent, regulere det løbende efter prisudviklingen og give mulighed for at låne mere for at dække høje grundpriser.

Nybyg med lav husleje

Regeringen vil ifølge Politiken også give boligorganisationer lov til at bruge tilskud mere fleksibelt, så boliger i nybyggeri på skift kan anvises og udlejes til en lav husleje.

Maksimumbeløbet sætter et loft for opførelsesprisen for alment byggeri for at sikre, at huslejen efterfølgende ikke bliver for høj.

Den del af udspillet, som handler om at hæve maksimumbeløbet og regulere det løbende, blev meddelt af i en pressemeddelelse fra Finansministeriet mandag.

Det vurderes, at det vil kunne muliggøre op mod 1.400 ekstra almene boliger om året, svarende til mellem 10.000 og 14.000 nye boliger om ti år.

Efter at en ny kontanthjælpsreform trådte i kraft 1. juli, har flere medier skrevet, at nogle kontanthjælpsmodtagere nu får et så lille rådighedsbeløb, at de risikerer at blive hjemløse.

Reformen betød blandt andet, at kommuner ikke længere havde mulighed for at give huslejetilskud.

Regeringen har efterfølgende besluttet at afsætte 15 millioner kroner i 2026. Dem kan kommunerne bruge på de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/boligudspil-skal-sikre-25-000-nye-almene-boliger-over-ti-aar

GDPR