SLAGELSE: At Slagelse Kommune skal betale erstatning til tre søstre, der blev udsat for overgreb, mens de var i familiepleje, sender et meget stærkt signal til de mange unge med lignende oplevelser, vurderer Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
- Vi ved, at mange holder sig tilbage, fordi man er utryg over at bryde op i en barndom fuld af svigt for måske bare at ramme ind i den mur, der hedder forældelse, siger han.
Undervejs i sagen har det været et spørgsmål, om pigernes krav var forældede, som Slagelse Kommune argumenterede for.
Ifølge Børns Vilkår sender dommen et stærkt signal til landets kommuner om, at det har konsekvenser, når børn bliver svigtet.
- Men det sender også et signal til de mange unge, der har lignende oplevelser i bagagen om, at man godt kan rejse en sag mod kommunen og vinde. Det er ikke altid systemet, der vinder, tilføjer direktøren.
Banebrydende
Det fremgår af dommen, at kommunen har svigtet. Overgrebene, som søskendeflokken blev udsat for i hjemmet, hvor de boede fra 1999 til 2005, burde være blevet opdaget og forhindret.
- Sagen er banebrydende i dansk ret, fordi en kommune for første gang bliver stillet til ansvar for kommunalt omsorgssvigt, siger han.
Hos Børns Vilkår er der allerede en håndfuld sager, der er på vej ind i retssystemet, oplyser direktøren.
- Min forventning er, at der vil komme flere sager efter, siger han.
Der er fire søskende, men den ældste søster, der er handikappet, er ikke med i søgsmålet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.