De, der arbejder mest, overdriver også mest

Jens Bonke:
Har vi tid til velfærd? - om danskernes brug af deres tid ude og hjemme
Gyldendal 2012

I denne tid diskuteres det på livet løs, om vi har hænder nok ude på arbejdsmarkedet til at kunne sikre en ordentlig velfærd i fremtiden. Alle skriger på mere arbejdskraft, samtidig med at arbejdsløsheden stiger. Dette tilsyneladende paradoks forklares med, at vi her og nu ikke mangler arbejdskraft, men at vi om føje år, når de store efterkrigsårgange trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, vil stå med et massivt underskud af arbejdskraft, dersom vi ønsker at opretholde den velfærds som vi kender i dag.

Meget fokus er naturligvis på, om man kan få de unge hurtigere ind på arbejdsmarkedet, og om man kan få seniorerne til at blive et par år ekstra. Et af problemerne i dag er, at arbejdslivet tilsyneladende er koncentreret på færre aktive år. Dertil fokuserer man fra politisk hold på hvordan man kan få en del af de 850.000 personer, der i dag er på offentlig forsørgelse ind på arbejdsmarkedet.

Med de skibbrudne trepartsforhandlinger i 2012 må man nok også erkende, at dermed faldt muligheden for at finde eventuelt merarbejde hos dem, der allerede er på arbejdsmarkedet, på gulvet.

Jens Bonkes nye bog, der er udsendt af Rockwoolfondens Forskningsenhed, er med til at belyse, hvad der er opad, og hvad der er nedad i denne debat. Bogen afdækker på bedste vis, hvor meget danskerne i virkeligheden arbejder i forhold til tidligere, men også hvordan folk deltager i det daglige husholdningsarbejde, og hvordan de anvender deres fritid.

Arbejdstiden er faldet
Det overordnede billede er, at den daglige arbejdstid siden 1964 er faldet med 43 minutter. Isoleret set ikke ret meget, men omregnet til årsbasis betyder det immervæk en reduceret arbejdstid på 262 timer, hvilket faktisk er det samme som 7 fuldtidsarbejdsuger eller 37 arbejdsdage af 7,5 times varighed.

Den mindre arbejdstid er nogenlunde blevet ligeligt fordelt mellem øget fritid og øget husholdningsarbejde. Sidstnævnte kan umiddelbart godt overraske al den stund, at hjemmet i dag er fyldt med allehånde tekniske hjælpemidler.

Udviklingen har i høj grad også været præget af betydelige forskydninger mellem mænd og kvinder. Mænd arbejder mindre primært fordi, at den overenskomstbestemte arbejdstid er blevet reduceret væsentligt i omtalte periode. Kvinderne har derimod oplevet, at de har øget deres arbejdsmarkedstilknytning, hvilket i bl.a. skyldes at flere kvinder har fået erhvervsarbejde, og for dem, som var i erhverv, i stigende grad har fået mindre deltidsarbejde.

Med mænds mindre arbejdstid har de i stigende grad kastet sig over husholdningsarbejdet. Ikke det mere rutineprægede, som stadig tilfalder kvinderne, men det mere ad-hoc-prægede så som reparation og vedligeholdelse. Blandt de yngre familier er mændenes tidsforbrug på husholdningsarbejde ved at nærme sig kvindernes. Uddannelse spiller også en rolle.

To ud af tre par har fællesøkonomi
Andre interessante ting som Jens Bonke har fundet frem er, at der er en betydelig forskel på det som man kunne kalde normal arbejdstid over for det som betragtes som faktisk arbejdstid. Det typiske billede er, at de, som har en rigtig lang normal-arbejdstid fx over 50 timer om ugen, også er dem, der overdriver mest, da undersøgelsen viser, at de i gennemsnit har overvurderet deres faktiske arbejdstid med over 12 pct. Det omvendte er tilfældet for dem med en kort normalarbejdstid: 'Man undervurderer altså arbejdstiden, hvis den er kort, og overvurderer, hvis den er lang, hvilket netop er forklaringen på, at nogle mennesker siger/føler, at de arbejder altid' (s. 56).

Andre forhold der bliver belyst i bogen er, at rigtig mange arbejder betydeligt mere end de overenskomstmæssige 37 timer. Dette både i form af merarbejde og egentlige bijobs. I disse tider, hvor man tit snakker om at det skal kunne betale sig at arbejde, er det interessant at se, at økonomi langt fra er afgørende for om man påtager sig et ekstraarbejde.

Det kan skyldes mange forhold, men en ikke uvæsenlig oplysning fra bogen er, at omkring 2/3 af alle samboende par har fællesøkonomi, hvilket gør det mindre betydningsfuldt, om et af familiemedlemmerne marginalt har en større eller mindre indkomst. Ligeledes viser undersøgelsen at mænd med mindre børn almindelig arbejder mere end mænd uden børn - sandsynligvis for at kompensere kvindernes indtægtsnedgang, da de typisk i denne periode har en lavere arbejdsmarkedstilknytning end ellers.

Et hav af nyttig information
Det er her vigtigt at gøre sig klart, at det ikke alene er omfanget af den normale arbejdstid, der skaber økonomisk velstand, men derimod den faktiske arbejdstid, der er med til at skabe produktion af både varer of tjenesteydelser. Den slags forskningsresultater der kommer fra tidsanvendelsesstudierne, sætter helt bestemt spørgsmålstegn ved politikernes ualmindelig store fokusering på bevidstløst at øge den normale arbejdstid (jfr. diskussionen om de 12 minutter). Måske skulle politikerne også se nærmere på, om rammevilkårene for de faktisk udførte arbejdstimer er tilfredsstillende. Det kan nemlig ikke udelukkes, at der her er en arbejdskraftreserve, der kan øge den samlede velstand.

I bogen kan der findes oplysninger om hvordan uddannelse påvirker arbejdskraftudviklingen og tilfredsheden med jobbet. Der er også en opgørelse af hvor meget transporttid der dagligt anvendes for at komme på arbejde, og om transporttiden afpasses arbejdsmængden, hvilken den ikke gør. Bogen belyser også hvordan fritiden bliver fordelt passivt og aktivt mellem mænd og kvinder, hvordan par og enlige fordeler arbejdet osv. Tiden med samvær med børnene beskrives også i tal og gerninger. Alt i alt en bog hvor fritid og arbejde bliver sat i tal, figurer og tabeller.

Bogen er som sagt fyldt med et hav af nyttig statistisk information. Og som næsten alle undersøgelser der er lavet af Rockwoolfondens Forskningsenhed, er formidlingen helt i top. Selv komplicerede statistiske sammenhænge bliver forklaret, så den interesserede lægmand kan forstå det. Det hæver debatten op på det oplyste grundlag. Derfor skal bogen varmt anbefales.


Preben Etwil, Socialpolitisk Forening