DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Foto: Krifa

Dragør-borgmester skifter til formand for Krifa

Eik Bidstrup (V) skifter spor og stopper som borgmester pr. 1. juni.

DRAGØR: Efter at have været borgmester i Dragør siden KV13 vil Eik Bidstrup (V) nu skifte spor og være formand for den kristelige fagorganisation Krifa. Han er eneste kandidat til formandsposten og forventer derfor at forlade både borgmesterposten og Venstre for at blive "partiuafhængig formand for Krifa på fuld tid" fra 1. juni, oplyser Eik Bidstrup selv på Twitter.

Han er opstillet til Krifa-posten af en enig hovedbestyrelse, efter at han i de seneste seks år har været medlem af Krifas Advisory Board for God Arbejdslyst. Eik Bidstrup kalder Krifa "enormt spændende som organisation", og "en central spiller på fremtidens arbejdsmarked".

Skiftet fra borgmesterposten til Krifa sker ifølge Eik Bidstrup "med blandede følelser". Han har gennem sine år som borgmester "arbejdet med nogle af de mest spændende mennesker, jeg har mødt", skriver han på Facebook.

"Det har givet mig dyrebare erfaringer, som jeg håber at kunne tage med mig ind i nye opgaver", skriver han. Han vil frem til skiftedagen koncentrere sig om borgmesterposten og vil først derefter deltage i den værende debat om fagforeninger.

Valget til formandsposten i Krifa finder sted på organisationens repræsentantskabsmøde 28. maj 2021. Eik Bidstrup afløser Søren Fibiger, der har været formand i 20 år.

Eik Bidstrup blev valgt til Dragør Byråd ved KV13 og blev straks borgmester. Foruden borgmesterposten efterlader han pladsen som Venstres spidskandidat til KV21.