LOLLAND: Det var ikke bare en fejl, men en retsstridig handling, at Lolland Kommune ikke ydede en autistisk kvinde den nødvendige støtte til at udvikle sit svømmetalent.
Men hun har ikke ret til en økonomisk godtgørelse for gennem knap tre år at være blevet nægtet socialpædagogisk støtte af kommunen. Det havde hun ellers krævet.
Højesteret har torsdag afgjort, at selvom det var forkert, at Lolland Kommune ikke efterlevede Ankestyrelsens afgørelse om at bevilge kvinden et antal timer til en støtteperson, så har krænkelsen ikke påvirket kvindens "selv- og æresfølelse".
Og netop denne vurdering betyder, at hun ikke kan få godtgørelse for tort.
Samme konklusion var også landsretten og byretten nået frem til. Dermed har kvinden, der er autistisk, mentalt retarderet og synshandicappet, lidt tre nederlag ved domstolene.
Kvinden har været elitesvømmer på det danske svømmelandshold for mentalt handicappede og vundet medaljer ved OL-stævner. Hun har kæmpet i Højesteret sammen med tænketanken Justitia og Advokatsamfundet.
Medhold i Ankestyrelsen
Sagen begyndte i 2014, da kvinden fyldte 18 år. Her afviste Lolland Kommune at betale for såkaldt socialpædagogisk støtte, når hun skulle på træningsophold.
Kommunen ville alene bevilge 15 timers ledsagelse om måneden efter servicelovens paragraf 97 og afslog pigens ønske om yderligere midler. Men siden har Ankestyrelsen fastslået, at det skulle den have sagt ja til. Det følger af samme lovs paragraf 100, lyder styrelsens afgørelse.
Efter de almindelige regler får man kun erstatning, hvis man har lidt et egentligt økonomisk tab.
I "Svømmepigesagen" - som sagen fra Lolland kaldes - mente kvinden og hendes advokater dog, at der burde blive udbetalt en godtgørelse for tort - altså en kompensation for den uret, som svømmeren har lidt.
Men det har altså hverken Retten i Nykøbing Falster, Østre Landsret eller Højesteret fundet grundlag for.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.