En meget personlig velfærdshistorie

Lisbeth Jarlov:
Velfærdssamfundets datter. Tradition og fornyelse 1949-2011.
Historia Forlag
2012

Denne bog er noget så sjældent som en selvbiografisk samtidshistorie. Det er en traditionel selvbiografi i den forstand, at den meget detaljeret bevæger sig tæt og reflekterende ind i en persons privatsfære. Men det er også en solid samtidshistorie i den forstand, at den på et oplyst statistisk grundlag beskriver den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling i Danmark i perioden 1949 til 2011. Fra et samfund, der måske ikke var direkte fattigt, men hvor der var knaphed på stort set alt, til et samfund hvor velfærden var så udtalt, at store dele af befolkningen kæmpede med en række overforbrugsproblemer og livsstilssygdomme.

Vi følger en lille pige fra et lille veluddannet hjem på landet, over hendes flittige skolegang, studenterliv i Århus. Hun stiftede familie, fik en kandidatuddannelse, påbegyndte et deltidsjob i København, røg ind i en skilsmisse, fik delebørn, etablerede et nyt parforhold og fik igen barn. Vi får også en detaljeret historie om en jobkarriere som akademisk konsulent - fra ansat til selvstændig. Bogens levnedsforløb slutter med de overvejelser, der opstår, når man lidt ufrivilligt ender som efterlønner. Glæden er dog, at man så bedre kan hellige sig livet som aktiv bedstemor.

Lisbeth Jarlov bruger sin eget livsbane, sine egne erfaringer og refleksioner som referenceramme til den velfærdshistorie, som bogen jo også er. Hun var ikke fremme i frontlinjen, men var alligevel med hele vejen som stille og anonym aktør. Hun var med i kvindefrigørelsen, om end hun ikke var en del af det fysiske ungdomsoprør. Hun passede sine studier, mens andre rendte rundt og lavede revolution - dog mest i egne hoveder. Hun høstede så at sige frugterne af den frigørende samfundsudvikling, hun selv blev en aktiv del af.

Hun var øjenvidne til, men også aktiv deltager i den måske mest revolutionerende tid, som Danmarkshistorien har kunnet opvise. Nedbrud af traditionerne, frisættelse af menneskers kreativitet og udbygningen af den danske velfærdsstat. Det ligger i sagens natur, at når mennesker gives flere valgmuligheder, gør det adfærden hos den enkelte borger mindre traditionsbundet. Man kunne måske lidt frimodigt kalde det den kreative klasses opkomst (dog ikke nævnt).

Lisbeth Jarlov er som bogen antyder indbegrebet af velfærdssamfundets datter. Hun fik mulighederne - og hun greb dem.

Social kapital
Begrebet tillid er det, der mest gennemsyrer denne biografi.

Tillid er en stærk tro på andre menneskers og institutioners pålidelighed, men også på egne evners mulighed. Lisbeth besidder i udtalt grad, det man i faglitteraturen kalder social kapital. Et kreativt overskudsmenneske med tillid til både andre mennesker og offentlige systemer. For hende er det vigtigt at påpege, at hvis borgerne ikke har tillid til de bærende institutioner i samfundet, så som parlament, administration, politi og domstole, vil det svække borgernes lovlydighed og destabilisere samfundet både socialt og økonomisk.

Lisbeth Jarlov havde tillid til sine forældre. De var veluddannede, frisindede og arbejdsmæssigt stræbsomme - faderen dog i en sådan grad, at han i Lisbeths barn- og ungdom udviklede en alkoholbetingede depression, der til sidst endte i selvmord. En hændelse som i høj grad har påvirket Lisbeth lige siden. Dette selvmord, baggrund og årsag, bliver vendt og drejet mange steder i bogen.

Lisbeth havde tillid til de voksne og til skolesystemet. Hun var en lille, flittig og dygtig skolepige, der satte stor pris på sine læreres store pædagogiske viden - især inden for historie og samfundsforhold. En prægning der har fulgt hende lige siden - både personligt og arbejdsmæssigt.

Lisbeth havde også tillid til samfundets mange gode ungdomsuddannelser, der tilmed var gratis. Selv startede hun på tandlægehøjskolen, men skiftede hurtigt over til statskundskab, og har i hele sit voksenliv været både meget glad og stolt over dette valg. Tillid til at man kunne blive det man ville, har præget hele hendes positive livsindstilling, der tydeligt skinner igennem bogens næsten 400 sider.

En stolt kvinde
Man er ikke i tvivl. Her er en stolt kvinde. Både af sig selv, men også af det danske samfund.

Tilliden til det politiske og demokratiske system i Danmark er usvækket. Da hun blev politisk bevidst som ung, lagde hun billet ind på et socialistisk livssyn. Senere skiftede hun til mere social-liberale holdninger. Men hun har aldrig været i tvivl om at forenings-, presse- og ytringsfrihed er en helt central livsnerve i det danske velfærdssystem. Høj faglighed og fri for korruption og nepotisme.

Tillid til at kvinder både kan og vil være aktive medborgere på alle planer i samfundslivet, træder stærkt og tydeligt frem i hendes biografi. Hun repræsenterer på denne måde kønnet på den allerbedste måde. Hun er fuld af ros til, at samfundet trods alt giver mulighed for at kvinder kan leve anstændigt som eneforsørgere - ikke prangende, men muligt.

Tillid til sine egne børn er også en meget sympatisk og udtalt egenskab ved Lisbeth. De skal naturligvis støttes på alle måder, men de skal gøre deres egne valg, og deres egne fejltagelser. Børnebørnene skal naturligvis forkæles, men ikke opdrages af bedsteforældrene.

Nærværende samtidshistorie
Især tilliden til sundhedsvæsenet er imponerende. Både fordi lægevidenskaben i hendes liv har gennemløbet kolossale landvindinger, men lige så meget fordi hun selv - og et af hendes børn - konkret har nydt godt af et velfungerende og gratis sundhedsvæsen. Det er en historie der varmer. Moralen er, at det nytter noget at have en velfungerende offentlig sektor. Der skal også plads til en svipser eller to, uden at det rykker på den grundlæggende tillid til, at velfærdssamfundet er godt for de fleste. Det er der som regel, når man har brug for det. At afvikle det vil være skadeligt for sammenhængskraften.

Et andet gennemgående træk ved bogen er den grundholdning, der er til uddannelse. Det er godt for samfundet, men det er så sandeligt også godt for den enkelte. Det giver både erhvervsbeskæftigelse og mulighed for selvstændig stillingtagen til det liv, som man gerne vil leve.

Det forhold at man i denne bog følger en konkret skæbne, gør samtidshistorien langt mere nærværende, end hvis man tog fat på en traditionel lærebog om emnet.

I denne bog er det ligefrem hyggeligt at følge udviklingen hos hovedpersonen, og hvordan hun reflekterer over den samtidige samfundsudvikling, som vi alle sammen er en lille - måske ubetydelig - brik i. Nogle steder er bogen nok lidt for småsludrende, med for mange petitesser og oplistninger, og en og anden gentagelse kunne nu godt have været forsøgt undgået, men det ændrer ikke på, at historierne er godt fortalt i et stille og roligt sprogbrug.

Bogen kan med disse ord anbefales enhver, der er dømt indendørs i det lunefulde danske vejr. Bogen er både fornøjelig at læse og fuld af nyttig samfundsrelevant viden. God læselyst.


Preben Etwil, Socialpolitisk Forening