AARHUS: En endnu ukendt teknisk fejl er i øjeblikket årsag til, at Aarhus Kommunes nødkald ikke fungerer. Det oplyser forvaltningschef i kommunens hjemmepleje Jens Bejer Damgaard til Ritzau.
- 2300 borgere er berørt. Vi opdagede fejlen i går aftes, fortæller han og tilføjer, at fejlen betyder, at man ikke kan få kontakt via tryk på alarmen.
- Når sådan noget sker, går der nogle procedurer i gang. Når de ikke kan ringe til os, må vi komme ud til dem, siger Jens Bejer Damgaard.
Han fortæller, at kommunen som det første kører ud til de borgere, der bruger nødkaldet mest. Teknikere arbejder desuden på at løse problemet, men tidshorisonten er ukendt.
- Hvis man bor et sted, og man ved, at naboen har et nødkald, kan man lige banke på og høre, om alt er, som det skal være, siger Jens Bejer Damgaard og fortæller, at det samme gælder for pårørende, der har mulighed for det.
Kommunen skriver på sin hjemmeside, at nødkald er en alarm, man kan trykke på, hvis man får "uopsætteligt behov for hjælp fra hjemmeplejen". Man skal dog opfylde en række krav for at kunne få et nødkald.
Blandt andet skal man bo i eget hjem eller ældrebolig, ikke være i stand til at bruge en mobiltelefon eller have helbredsproblemer, der kan give pludselige anfald, skriver Aarhus Kommune på sin hjemmeside.
Aarhus Kommune har for nogle år siden oplevet, at nødkaldene ikke virkede. Forvaltningschefen kalder det meget problematisk, når nødkaldene bliver sat ud af funktion på grund af tekniske fejl.
- Vi prøver at løse problemet, og på den anden side skal vi lige have samlet op på, om vores procedurer er, som de skal være, siger Jens Bejer Damgaard.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






