dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Kun én ud af 14 børnehavepædagoger er mænd. I vuggestuerne er tallet én ud af 35.
Lasse Kofod, Polfoto

Forældre savner mandlige pædagoger

To ud af tre adspurgte forældre til børn under fem år mener, at der er for få mandlige pædagoger

I en ny undersøgelse for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling svarer to ud af tre forældre til børn under fem år, at de savner mandlige pædagoger til at tage sig af deres barn.

Resultatet er vand på møllen for børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby, der netop har iværksat en kampagne for at få flere mænd til at søge mod daginstitutionerne.

- Vi har brug for, at flere mænd vælger det pædagogiske arbejde med de yngste til. Pædagoger i daginstitutionerne spiller en stor rolle i børns udvikling, og vi skal have mændenes øjne op for den faglighed, der ligger i at være pædagog for de yngste, og den forskel, man kan gøre i deres liv, siger ministeren. 

Mistænkeliggørelsen af mænd spiller ind 
I landets børnehaver er der 14 kvindelige pædagoger for hver mandlig. I vuggestuerne er kun hver 35. pædagog en mand. Også formand for Bupl, Elisa Bergmann, mener at det er alt for få: 

- Desværre er der stadig ikke prestige i at arbejde med de mindste børn, og der er stadig en misforståelse om, at arbejde i daginstitutionerne handler mere om omsorg og pasning end læring og udvikling, siger hun og fortsætter: 

- Børn har brug for at kunne spejle sig i forskellige rollemodeller, deriblandt både mænd og kvinder. Derfor skal vi have de mandlige pædagogers øjne op for, at de kan spille en stor rolle for de yngste børn, der jo har en meget stejl læringskurve, siger Elisa Bergmann.

Et af problemerne i forhold til at tiltrække og fastholde de mandlige pædagoger har været den mistænkeliggørelse, der er fulgt med et stort offentligt fokus på pædofili.

- Det er et problem. Også fordi det er med til at skabe en kunstig kultur, hvor man lægger bånd på sig selv, når man skal trøste et barn eller give det omsorg. Og det har hverken børn eller voksne brug for, siger Elisa Bergmann.

Ritzau 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/foraeldre-savner-mandlige-paedagoger

GDPR