
FURESØ: Efter i januar at have forkastet en justeret handleplan for budgetbalancen på skoleområdet 2024 har et flertal i Furesø Kommunes børn og skoleudvalg nu godkendt planen, men udbeder sig samtidig en grundig intern redegørelse af sagsforløbet fra forvaltningens side. Det fremgår af referatet fra det ekstraordinære punkt på udvalgsdagsordenen i sidste uge.
Sagen drejer sig om en omprioritering af midler fra det ordinære til det specialiserede skoleområde, som næstformand i udvalget Anders Medum Groth (R) kritiserer forvaltningen for at gå videre med, selvom politikerne havde bedt om en analyse. Overfor sn.dk undskyldte kommunaldirektør Henrik Studsgaard allerede i sidste uge:
- Vi er ikke vendt tilbage til politikerne hurtigt nok, og der kan jeg kun lægge mig fladt ned og beklage. Det er klart, man skal vende tilbage, når man har sagt, man vil analysere området igen. Men det er vigtigt at sige, at der ikke gennemføres noget, før børn- og skoleudvalget har drøftet det, lød det.
Ingen ekstra penge
Af referatet fra udvalgsmødet fremgår det, at planen indeholder en omprioritering af 5,8 mio. kr. ud af en samlet ramme på 429,6 mio. Handleplanen har konsekvenser for de enkelte skoler, da den omfordeler ressourcer mellem skolerne. Til gengæld har den ikke netto-konsekvenser for kommunens samlede budget.
For handleplanen stemte fire udvalgsmedlemmer fra S, K og SF, mens R stemte imod og i stedet kom med et ændringsforslag om at bede økonomiudvalget om en tillægsbevilling på 5 mio. kr. Ændringsforslaget bortfaldt, og R ser nu frem til en redegørelse fra forvaltningen.
– Vi fik (på mødet i børn- og skoleudvalget, red.) en hurtig redegørelse. Den kunne vi godt tænke os at få uddybet. Vi skal finde ud af, hvad der er op og ned, hvorfor man har ageret, som man har gjort, og hvorfor der ikke var en stopklods, i forhold til hvad man havde gang i, siger Anders Medum Groth (R) til sn.dk og tilføjer:
– For mig at se er det her det største demokratiske problem i kommunen, som jeg kan huske. Vi skal vel tilbage til kommunesammenlægningen, før der har været større problemer. Derfor er det vigtigt at få afdækket, hvad der er sket, og hvilken læring vi kan tage med fra det, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.