Lærerne har ikke fået en arbejdstidsaftale i nyt forlig om overenskomster på det kommunale område. I stedet er parterne blevet enige om, at der skal findes en løsning i et nyt forhandlingsforløb, der skal være afsluttet senest i 2021.
Det viser forliget mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation, som er faldet på plads fredag.
Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der har forhandlet for alle ansatte i kommunerne, er tilfreds, selv om det ikke lykkedes at komme i mål med en arbejdstidsaftale, som hele fagbevægelsen ellers havde sat alt ind på.
- Som alle ved, har Michael Ziegler og jeg siddet i fem måneder og prøvet at finde hinanden. Det har vi ikke kunnet. Derfor har vi i fællesskab besluttet, at vi skal have et bedre grundlag for at lave en aftale, siger Anders Bondo Christensen.
I de kommende uger skal Anders Bondo Christensen møde lærernes tillidsfolk på skolerne, inden aftalen skal sendes til afstemning blandt medlemmerne.
Af aftalepapiret fremgår det, at parterne er blevet enige om et 'forpligtende' forhandlingsforløb i de kommende tre år. En undersøgelseskommission skal se på lærernes arbejdstid med en formand, der vil blive udpeget af parterne.
KL: Ny start for folkeskolen
Lærernes arbejdstid har fyldt meget i forhandlingerne om de nye overenskomster, og det er til stor glæde for KL-forhandlerne, at det er lykkedes at lande en aftale med Forhandlingsfællesskabet, som både KL og lærerne kan se sig selv i.
- De mange dygtige lærere og undervisere spiller en absolut nøglerolle i arbejdet med at danne og uddanne vores børn og unge. Derfor har det været vigtigt for os at indgå et forlig, som understøtter deres arbejde og udviklingen af folkeskolen. Aftalen er et godt fundament for en ny start, siger Michael Ziegler (K), formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg og KL’s chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne.
KL-formand Jacob Bundsgaard (S) er også meget tilfreds med, at det er lykkedes at lande et forlig med lærerne. Og han slår klart og utvetydigt fast, at KL vil lægge maksimal energi i arbejdet med undersøgelseskommissionen.
- Fra KL’s side skal der ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi vil det her 100 procent. Det skal være en reel ny start på et langt bedre samarbejde mellem KL og Danmarks Lærerforening. Og resultatet skal i sidste ende blive en bedre folkeskole med engagerede lærere, som kan mærke, at deres arbejdsgiver sætter pris på dem og deres indsats, siger Jacob Bundsgaard.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.