
KERTEMINDE: En decideret ulovlig instruks om at trække allerede bevilgede revalideringssager tilbage for at spare penge, har Ankestyrelsen ikke kunnet finde.
Men styrelsen har ikke desto mindre i hele seks sager måttet underkende Kerteminde, der har stoppet allerede bevilgede sager om revalidering. En manøvre, der i forvaltningsmæssig sammenhæng er stærkt problematisk.
Kerteminde Kommune nedsatte i sommeren 2017 budgettet for udgifter til revalidering fra 12,3 til 10 mio. kr. Som følge heraf skulle det fra politisk/ledelsesmæssig side være besluttet at tilbagekalde allerede bevilgede revalideringer uden at foretage en individuel vurdering.
Sådan lød det i hvert fald fra en anonym, angiveligt tidligere ansat medarbejder i Kerteminde Kommune, der telefonisk henvendte sig til Folketingets Ombudsmand i november 2017.
Meldingen blev taget så alvorligt af Ombudsmanden, at den i december gik videre til Ankestyrelsen, der i september havde fået en lignende henvendelse fra Det Faglige Hus. Her havde en Kerteminde-medarbejder oplyst, at alle revalideringssager skulle revurderes, og antallet reduceres, fordi der var blevet bevilget for mange.
Allerede i oktober samme år benægtede Kerteminde over for styrelsen, at der skulle være truffet nogen politisk beslutning i den sag - hverken angående revurdering eller reducering af sager.
Protester
Men den anonyme anmelder oplyste i december også, at sagsbehandlerne fik anvist bestemte sager, de var ansvarlige for, og at alle 60 sager skulle lukkes. Anmelderen beskrev også utilfredshed blandt sagsbehandlerne over manøvren, sygemeldinger i protest og eksempler på opfordringer fra en sagsbehandler til borgere om konsekvent at påklage afgørelserne.
I december 2017 forsikrede Kerteminde Kommune Ombudsmanden om, at alle 71 sager om revalidering blev gennemgået i et projekt - og behandlet individuelt. 27 af dem var nu afsluttet, en del af dem naturligt ved at borgeren blev færdiguddannet i sit revalideringsforløb.
Men en del sager - antallet ubekendt - blev stoppet efter gennemgangen, hvilket fik de berørte borgere til at klage til Ankestyrelsen.
Det må ikke ske igen
Ankestyrelsen oplyser i et brev fra august 2019 i forbindelse med tilsynssagen, at den i december 2017 ændrede Kertemindes afgørelse i seks sager, hvor kommunen ikke havde ret til at frakende borgerens revalideringsforløb. De seks kommunale afgørelser stammede fra 16. juni til 25. september 2017.
Overordnet vurderer Ankestyrelsen, at kommunen som en del af et projektforløb åbenbart besluttede at revurdere en række sager om revalidering, men at der ikke er 'tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kommunen fra politisk eller ledelsesmæssig side har truffet en ulovlig beslutning om at stoppe allerede bevilgede revalideringsforløb på baggrund af usaglige hensyn'.
Men samtidig kunne Ankestyrelsen som klageinstans underkende seks sager, hvor Kerteminde ikke var berettiget til at tilbagekalde folks ret til revalidering, og det får styrelsen til at konstatere, at kommunen i hvert fald i seks sager har 'haft en forkert retsopfattelse af, hvornår der kan ske tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter'.
Kommunen har fået to måneder til at gøre rede for, hvordan den vil sikre, at det ikke sker igen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.