dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Kommunerne på tværs af Danmark har hvert år en række lukkedage på almindelige hverdage i de kommunale dagtilbud. I 2022 havde daginstitutionerne gennemsnitligt 13 lukkedage på landsplan. (Arkivfoto).
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Knap hver femte forælder har sygemeldt sig på kommunale lukkedage

40 procent oplever, at lukkedagene gør arbejdslivet sværere. Dansk Erhverv mener, at det er tid til et opgør.
26. OKT 2025 17.15

18 pct. af danske forældre - altså knap hver femte - har meldt sig syge på deres arbejde på grund af lukkedage i daginstitutionerne.

Det viser en ny undersøgelse, som Norstat har lavet for Dansk Erhverv, hvor 828 personer har besvaret spørgsmål om de kommunale lukkedage.

- Det er selvfølgelig ikke i orden at melde sig syg, når man ikke er det, men jeg vil så også sige, at praksissen med at holde lukkedage heller ikke er i orden, lyder det fra direktør i organisationen Morten Langager i en pressemeddelelse.

Organisationen mener, at lukkedagene bør sløjfes.

Morten Langager ser det som et brud på den såkaldte samfundskontrakt, at der ikke er pasning til danske børn, så deres forældre kan passe deres arbejde.

- Det er alarmerende, når 40 pct. af danskere, som har børn eller har haft børn i daginstitution, melder, at lukkedage gør det sværere for dem at passe deres arbejde, siger han.

Det er den enkelte kommune, der fastsætter retningslinjerne for lukkedagene, og direktøren opfordrer til at holde så få som muligt.

Ifølge en undersøgelse lavet af Dansk Arbejdsgiverforening var der i 2022 gennemsnitligt 13 lukkedage i danske kommuner.

Antallet af dagene varierer dog meget på tværs af landet.

I Kommunernes Landsforening ser man dog lukkedagene som økonomisk fornuft, siger direktør Kristian Heunicke til Politiken.

- Der er meget få børn, der kommer i institution for eksempel om fredagen efter Kristi Himmelfart eller dagene mellem jul og nytår. Derfor er det også sund fornuft, at kommunerne ikke holder alle institutioner åbne, hvis der kun er få børn til stede, lyder det ifølge mediet.

Morten Langager bifalder det økonomiske hensyn fra det offentlige, men han mener, at børnepasning bør prioriteres højere.

Han mener ikke, at tilbuddet om alternativ pasning er godt nok, fordi det kan føles utrygt at sende sit barn til en "fremmed" institution.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/knap-hver-femte-foraelder-har-sygemeldt-sig-paa-kommunale-lukkedage

GDPR