VORDINGBORG: "Der er begået alvorlige fejl i håndteringen af et forældrepars bekymring om, at en ansat kunne have begået overgreb mod et barn i dagtilbud Nøddebo. Vordingborg Kommune beklager dybt håndteringen af sagen, som nu har fået personalemæssige konsekvenser."
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Vordingborg Kommune.
Sagen går tilbage til april 2024, hvor forældre til et barn i dagtilbuddet Præstø Børnehus Nøddebo i Vordingborg Kommune fik mistanke om, at en medarbejder havde forgrebet sig og misbrugt deres barn seksuelt. Forældre gik derfor til ledelsen, som reagerede ved at sende den pågældende medarbejder hjem i fem dage, men medarbejderen kunne derefter fortsætte sit arbejde, skriver TV2 Øst.
En større forældregruppe gik derefter sammen om at indgive en klage i et brev til Vordingborgs borgmester, Mikael Smed (S), hvor de skrev, "at de aldrig har oplevet ledelsessvigt af denne kaliber"
Først otte måneder senere tager kommunen affære, og understreger, at sagen har fået personalemæssige konsekvenser, men kommunen vil ikke uddybe, hvad det helt konkret betyder.
Efter at have været tavs kommer borgmesteren nu med en undskyldning.
"Jeg vil gerne på Vordingborg Kommunes vegne undskylde, at der, i den konkrete sag i daginstitutionen Nøddebo, er sket en så alvorlig fejl," skriver han til TV2 Øst, og håber, at tilliden mellem forældre og kommunens dagtilbud kan genskabes.
lgn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.