LANGELAND: Et enigt byråd i Langeland Kommune mener, at det er en dårlig idé at spørge Svendborg Kommune om hjælp til at håndtere familiesager.
Det skriver flere medier, heriblandt TV2 Fyn, om kommunens afvisning af en anbefaling, som både socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S), folketingsmedlemmer og eksperter er kommet med, og som Langelands politikere diskuterede under et byrådsmøde mandag.
På byrådsmødet skulle politikerne på Langeland helt konkret beslutte, om de ville give borgmester Tonni Hansen (SF) mandat til at indlede en dialog med Svendborg Kommune om et muligt samarbejde.
Noget Svendborgs borgmester Bo Hansen (S) er åben overfor, hvis der følger økonomisk opbakning med fra lovgiverne, da Svendborgs egne sagsbehandlere allerede har hænderne fulde og ikke bare kan omfordeles uden ressourcer, har han tidligere fortalt til TV 2 Fyn.
Men byrådspolitikerne på Langeland er blevet enige om, at man har fuld tillid til den nye ledelse på området, hvilket skulle kunne løse problemerne på familieområdet.
Blev presset til det, siger borgmester
Problemerne i Langelands familieafdeling har medført massiv kritik og bl.a. betydet, at Tonni Hansen har skulle stå skoleret på socialministerens kontor, at kommunen er indkaldt til møde med Ankestyrelsen, og at ombudsmanden har igangsat en undersøgelse af Langelands brug af it-system i børn- og ungesager.
I dagsordenen til byrådsmødet fremgik det, at "borgmesteren anmoder kommunalbestyrelsen om et mandat til at henvende sig til Svendborg Kommune med henblik på at afsøge muligheden for udvidelse af det forpligtende kommunale samarbejde til også at omfatte børne- og familiesager (familieafdelingen), der indebærer delegation af myndighedskompetence."
Men kort inden mandagens byrådsmøde forklarede borgmester Tonni Hansen til Fyens Stiftstidende, at han blev presset til at sætte forslaget på dagsordenen i byrådet:
- Jeg bliver presset af en social- og boligminister, socialordfører fra Liberal Alliance og nogle fynske folketingsmedlemmer, der ønsker, at vi tager stilling til det i Langeland Kommune. Og derfor sætter jeg punktet på, sagde han.
Nu vil Tonni Hansen formulere et brev til socialminister Sophie Hæstorp Andersen, hvori han vil skrive, at Langeland fortsat ønsker at løse opgaverne i familieafdelingen selv, oplyser han til lokalavisen.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.